Selv om danske landmænd har ansøgt om 370.000 hektar efterafgrøder ud af de i alt krævede 373.000 hektar, vil landbruget stadig blive pålagt at etablere de sidste efterafgrøder på obligatorisk vis. Dét falder Bæredygtigt Landbrug for brystet, lyder det i en pressemeddelelse fra foreningen.

- Det er utroligt, at en så stor mand som fødevareminister Mogens Jensen kan gå i så små sko, lyder det fra Bæredygtigt Landbrugs direktør Hans Aarestrup.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Efterafgrøder er jo ikke noget nyt, og også blå regeringer har på denne måde forlangt kvælstofreduktioner. Men det er godt nok at skyde på et i forvejen trængt erhverv, når man nu hænger sig så meget i decimalerne. Det kommer virkelig bag på os - også selv om vi har vænnet os til rigtig meget under den nuværende regering, tilføjer han.

At der så tilmed skal sættes et kæmpe apparat i gang for relativt få hektar efterafgrøder, giver ifølge Bæredygtigt Landbrug heller ingen mening - hverken med tanke på faglighed eller afbureaukratisering.

- Skrankepaverne får da noget at se til, ligesom nogle landmænd efterfølgende skal ud og ændre både markplaner og indberetninger. I Bæredygtigt Landbrug ved vi alt om, hvor absurd efterafgrødeordningen er - vi har tidligere oplevet, at et medlem blev bedt om at etablere 0,01 hektar efterafgrøder, fortæller Hans Aarestrup.