Det er et chok for det tyske slagtesvinemarked. På Tysklands største slagteri, Tönnies' slagteri i Rheda-Wiedenbrück, er mindst 400 medarbejdere blevet testet positive for coronasmitte i de seneste par dage. Cirka 1.000 ansatte blev testet, 400 ud af 500 tests var positive, og der ventes stadig svar på de øvrige 500 prøver. Det er meget tankevækkende, fordi antallet af nye infektioner på nuværende tidspunkt ligger på cirka 250 per dag for hele Tyskland, skriver Danske Svineproducenter i deres ugenyt.

De tyske myndigheder har valgt at lukke slagteriet i Rheda-Wiedenbrück midlertidigt i dag. Der slagtes cirka 140.000 grise per uge i Rheda-Wiedenbrück. Til sammenligning slagtes der cirka 80.000 grise pr. uge hos Danish Crown i Horsens. I hele Tyskland slagtes der cirka mellem 850.000 og 1 million grise pr.uge. Hvis slagteriet lukker midlertidigt, betyder det, at hver tiende tyske gris skal køres til et andet slagteri.

- Det er imidlertid lidt tvivlsomt, om andre slagterier har nok kapacitet til yderligere slagtninger. Heldigvis er der ikke opstået en større udbudspukkel på grund af den manglende slagtedag i forbindelse med helligdagen i nogle katolske delstater i sidste uge. Imidlertid er mange slagterimedarbejdere kørt hjem på ferie, efter grænserne er blevet åbnet igen, skriver Danske Svineproducenter.

For tiden er det umuligt at komme med en kvalificeret vurdering af, hvilke konsekvenser udbruddet af coronavirussen hos Tönnies-slagteriet i Rheda-Wiedenbrück vil have.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den tyske omsætterorganisation VEZG ændrer ikke den officielle tyske notering i dag. Enten tror markedseksperterne ikke på, at slagtningerne skal neddrosles markant hos Tönnies, eller også har man simpelthen ikke haft tid til at reagere på nyhederne og de nye markedsforhold.