Det er en sommerpakke med en række gode elementer, der i høj grad hjælper eksportvirksomhederne og stimulerer forbruget, som regeringen, Venstre, Konservative, Radikale Venstre, Enhedslisten, SF og Alternativet tidligt mandag er blevet enige om.

Det siger Anne Lawaetz Arhnung, administrerende direktør i Landbrug & Fødevarer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Generelt er det en afbalanceret pakke med nogle rigtigt gode tiltag for at sikre dansk eksport og samtidig sætte gang i forbruget, så vi holder hånden under danske arbejdspladser, siger hun videre.

Særligt vigtigt for Landbrug & Fødevarer er, at eksportvirksomhederne styrkes, blandt andet med en ny samlet eksportpakke og såkaldte genstartsteams, der skal sørge for, at vi fortsat sikrer de danske styrkepositioner i erhvervslivet på den anden side af coronakrisen, skriver l&F i en pressemeddelelse.

Fastholde arbejdspladser

- Det er særdeles vigtigt, at man efter coronakrisen holder fast i at styrke og udvikle mulighederne for de danske eksportvirksomheder, så vi kan fastholde arbejdspladserne i eksporterhvervene. Derfor er det meget positivt, at der nu afsættes 500 millioner kroner til en samlet pakke. Det kommer til at gøre en stor forskel for blandt andet fødevarevirksomhederne, som står for en stor del af Danmarks eksport, siger Anne Lawaetz Arhnung.

Hun fremhæver videre, at det giver god mening at styrke danskernes muligheder for forbrug, blandt andet gennem at udbetale dele af de indefrosne feriepenge.

- Der er brug for at stimulere økonomien gennem øget forbrug. Det er fint, at det blandt andet kan ske gennem at udbetale lønmodtagernes egne penge. Det kan vi kun hilse velkommen, som en fornuftig måde at sætte gang i hjulene på, blandt andet i vores hårdt pressede oplevelsesvirksomheder, som eksempelvis restauranter og hoteller, siger Anne Lawaetz Arhnung.