Europaparlamentariker Morten Helveg Petersen (RV) er i disse dage på rundtur i landet for at høre, hvilke mulige konsekvenser erhvervslivet kan få som følge af Brexit, skriver SLF i en pressemeddelelse.

Morten Helveg Petersen sidder i den styregruppe i Europa-Parlamentet, der løbende godkender forhandlingerne mellem EU's chefforhandler, Michel Barnier, og Storbritannien. Forhandlinger, der helst skal føre til en handelsaftale.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Input til EU styregruppe

I den forbindelse besøgte Helveg landmand og næstformand i SLF, Berith Nissen, der sammen med sin mand driver en gård med griseopdræt i Vilstrup cirka seks km syd for Haderslev.

Berith Nissen stod klar med rundvisning i stalden og en snak om Brexit - et emne, der ligger hende meget på sinde som griseproducent.

- Vi kender ikke de fulde konsekvenser af Brexit, men det vil helt klart få en eller anden betydning for dansk eksport til Storbritannien. Derfor er det et rigtig godt og vigtigt arbejde, Morten Helveg Petersen lige nu er en del af. Forhåbentlig kan EU sikre en handelsaftale, der betyder, at vi fortsat kan afsætte vores danske fødevarer, siger Berith Nissen.

Hun er glad for, at europaparlamentarikeren netop valgte at besøge hendes produktion.

Berith og Jens Peter Nissen driver gården Vonsmose med 700 årssøer, 21.000 slagtesvin pr. år og 730 hektar. De producerer korn og majs til eget forbrug og har OUA produktion, hvilket betyder, at grisene opdrættes uden brug af antibiotika.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ærgerligt for den britiske forbruger

Storbritannien er det fjerdestørste eksportmarked for den danske fødevareklynge og bidrager med syv milliarder kroner til det danske bruttonationalprodukt.

Det er særligt grisekød, som Storbritannien efterspørger. I 2019 købte Storbritannien grisekød for godt 3,4 milliarder kroner UK købte samme år danske fødevarer for godt 12 milliarder kroner. Eksporten til UK understøtter cirka 12.000 arbejdspladser i Danmark.

- Det vil i særdeleshed gå ud over Storbritannien selv, hvis de ikke indgår en aftale med EU, for hvis tolden bliver omkring 40% på varer fra EU, vil briterne ikke have råd til de danske fødevarer, og så skal de hente fødevarer andre steder i verden, hvor kvaliteten måske ikke er så høj, pointerer Berith Nissen.

Hvis EU og Storbritannien ikke indgår en handelsaftale, vil samhandlen blive styret af WTO's Most-favoured-nation (MFN) principper. Storbritannien kan selv fastsætte sine MFN-tariffer.

Storbritannien er kendt for at have fokus på dyrevelfærd, kvalitet og bæredygtighed. Det er krav, de muligvis kan få svært ved at få indfriet andre steder, er vurderingen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Berith Nissen håber, at EU og UK kan indgå en handelsaftale - for alle parters skyld.

Vidtrækkende konsekvenser for dansk eksport

Selvom den danske griseproduktion har oplevet stigende priser den seneste tid - ikke mindst på grund af den stigende eksport til Kina som følge af afrikansk svinepest - så trækker tanken om Brexit flere sorte skyer indover det danske landbrug lige nu.

Hvis der ikke indgås en handelsaftale, er det oplagt, at den danske fødevareklynge vil have sværere ved at afsætte sine varer på det britiske marked, skriver SLF i pressemeddelelsen.

Berith Nissen fortæller, at en forskel på en enkelt krone i svinenoteringen for hende og hendes mands produktion i Vilstrup betyder en frem- eller nedgang på 1,8 millioner kroner årligt.

Hvis der indgås en handelsaftale mellem EU og UK vil konsekvenserne for eksporten være langt mindre. I bedste fald kan eksporten fortsætte stort set upåvirket.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det afhænger dog i høj grad af den konkrete udformning af handelsaftalen, og der kan blive store produktspecifikke forskelle, har Landbrug & Fødevarer tidligere vurderet.