Regeringens forslag om at forbyde blandt andet sprøjtning og gødskning på de såkaldte paragraf 3-områder er ikke bare til gene for mange af landets landmænd, men vil også være til stor fare for eksempelvis heste på de pågældende arealer, skriver Bæredygtigt Landbrug i en pressemeddelelse.

- Dyrkningsforbuddet kan simpelthen slå din hest ihjel, lyder det bramfrit fra Ann Louise Worsøe Jørgensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hun er både hesteavler, naturplejer, planteavlskonsulent, landmand og i øvrigt også bestyrelsesmedlem i Bæredygtigt Landbrug.

Den udbredte gule kurvblomst brandbæger, også kaldet engbrandbæger, er således, forklarer hun, meget giftig og vokser typisk på græssede enge. Heste kan dø af at spise engbrandbæger, uanset om den giftige plante står på folden eller er til stede i hø- og wrapballer.

Ann Louise Worsøe Jørgensen fortæller, at mange af de arealer, som heste i dag græsser, og som der bliver taget hø/wrapballer på, er engarealer under §3-beskyttelse. Altså arealer, som der på nuværende tidspunkt - inden forbuddets vedtagelse og ikrafttræden - må foretages visse landbrugsmæssige handlinger på.

Hvis landmanden laver hø/wrap på arealet til heste, vil arealet blive sprøjtet en gang imellem for at undgå tilstedeværelsen af engbrandbæger og andre uønskede, giftige plantearter. Arealer, der afgræsses af heste, kan ligeledes sprøjtes for at undgå risikoen for, at hestene på græs æder planten, skriver Bæredygtigt Landbrug i pressemeddelelsen.

- Engbrandbæger er meget aggressiv i sin spredning, og smider den frø et år, er der til syv års bekæmpelse, fortæller Ann Louise Worsøe Jørgensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Engbrandbæger indfinder sig på alle områder, så snart arealerne ikke bliver anvendt landbrugsmæssigt med regelmæssig jordbearbejdning, tildeling af gødning og høst/slåning.

Den socialdemokratiske regering og dens røde flertal arbejder netop nu på et forbud mod landbrugsdrift af disse typisk græsnings-/hø-/wraparealer, da arealerne skal ligge som natur, som det formuleres. Det vil populært sagt sige, at der kommer det, der kommer...

- Dette er yderst problematisk for hesteejere, da den eneste måde at bekæmpe giftige arter, primært engbrandbæger, vil blive med håndkraft, hvilket givetvis vil resultere i, at engene ikke bliver interessante til afgræsning eller hø-/wrapslæt. Således kommer der ikke den ønskede biodiversitet på engarealerne grundet manglende landbrugsmæssig aktivitet. Hø og wrap fra engarealer er særligt interessant grundet den store variation i græstyperne, hvilket er gavnligt for hestens tarmflora modsat hø-/wrapballer lavet af monokulturgræsser, for eksempel rajgræsser til kvæg på intensivt dyrkede omdriftsarealer, siger Ann Louise Worsøe Jørgensen.

- Hvis man vil bekæmpe disse giftige planter kemisk, er det i øvrigt lige nu, det skal ske. Her kan den lokale landmand garanteret være behjælpelig, tilføjer hun.

Bæredygtigt Landbrug har for længst protesteret mod dyrkningsforbuddet på paragraf 3-arealerne, lyder det i pressemeddelelsen.