Den nordjyske fødevarevirksomhed Geia Food satte i 2019 igen ny rekord med sin omsætning, skriver Food Supply. Omsætningen steg med 122 millioner kroner og landede på 1,655 milliarder.

Dog havde virksomheden et dyk i resultatet med 8,3 millioner kroner. Geia Food kom ud af året med et overskud på 29,7 millioner kroner - det næstbedste nogensinde.

Om årsagen til nedgangen på bundlinjen forklarer administrerende direktør Claus Ravnsbo til Food Supply, at Geia Food har investeret massivt i sin organisation i løbet af 2019.

- Vi har jo ikke egen produktion, lagre eller biler, så når vi investerer, er det i lønninger, talent og kompetencer. Vi har blandt andet etableret lokale indkøbsorganisationer i vores datterselskaber i Norge og Sverige. Det er en investering i fremtidens vækst, og vi ser allerede nu positive effekter begge steder, konstaterer han.

Geia Food gennemførte i løbet af 2019 to virksomhedsopkøb. I maj købte koncernen Danton Trading, en dansk importør af græske fødevarer, og i december gjaldt det den norske handelsvirksomhed BM Food.

Geia Food har cirka 110 medarbejdere, deraf 30 uden for Danmarks grænser.