Det nytter at rense op, garanterer Nakskov-landmanden Henrik Marcussen med det gavnlige bijob.

Mens mange kommuner forsømmer vedligehold og oprensning af de lokale vandløb - til stor skade for ikke mindst landmændene og fødevareproduktionen - er situationen en anden visse eksemplariske steder i landet, skriver Bæredygtigt Landbrug.

Ikke mindst på Lolland.

- Jeg tror godt, jeg tør sige, at ingen landmænd hernede har haft alvorlige problemer med oversvømmelser i indeværende år. Dét kan man jo bestemt ikke sige alle steder. Faktisk har der ikke rigtig været bøvl siden 2011, hvor store vandmængder også var noget af et wakeupcall for Lolland Kommune.

Siden har der været sat øremærkede penge af til løbende sommer-vedligehold og -oprensning, og samarbejdet mellem kommunen, entreprenører og ålagene har været fortrinligt, fortæller landmand Henrik Marcussen.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Traktor og gravemaskine i aktionDen 57-årige indehaver af Nygaard lidt udenfor Nakskov ved i dén grad, hvad han taler om.

Udover at bestyre bedriften med de 200 hektar roer, byg, hvede og rødsvingel (han har også en minimal husdyrbestand på 10 får og 11 lam) renser Henrik Marcussen således kanaler op for Lolland Kommune.

Henriks traktor med dertilhørende langarmet græsslåmaskine slår græs og siv langs nogle af de i alt 600 kilometer åbne vandløb, som kommunen har ansvaret for, mens hans gravemaskine med mejekurv klipper bundgrøden.

Allerede i Storstrøms Amts tid var de lokale myndigheder fokuseret på, at kanalerne skulle være i orden. Der blev slået og renset til den store guldmedalje. Men der var til gengæld efterfølgende ved at gå en smule sparsommelighed i de kommunale budgetter - indtil wakeupcallet tilbage i 2011, skriver Bæredygtigt Landbrug.

Aktiv landmand

Udover medlemskab af Bæredygtigt Landbrug og den lokale landboforening DLS er Henrik Marcussen næstformand for Ryde Å Pumpelag, medlem af Ryde Å Ålag samt bestyrelsesmedlem i både Avnede Strand Pumpelag og Det Lollandske Digelag.

Henrik Marcussen er født og opvokset på Nygaard og har sammen med hustruen Dorte Moltsen ejet bedriften siden år 2000. Da han købte landbruget for 20 år siden, overtog lillebroderen samtidig den entreprenørvirksomhed, faderen også havde haft.

Entreprenørfirmaet, der vedligeholdt kanaler for såvel Storstrøms Amt som private lodsejere, gik desværre konkurs i 2003, og derefter overtog Henrik vedligeholdelsen af de amtslige og private vandløb. En opgave, han nu også varetager for kommunen via udbud.

Rart at kunne bidrage

Arbejdet med at sikre ordentlig vandføring til gavn for sig selv, de øvrige landmænd i området samt i det hele taget alle lollikker tager mindst to-tre måneders arbejdstid om året.

Udpegede strækninger renses typisk op om sommeren før høst. Efter høsten renses de i alt 80 kilometer vandløb, som Henrik varetager - og hvor der ofte skal fjernes tre-fire bed på begge sider.

- Jeg nyder virkelig arbejdet med at rense op. For det første er selve udførelsen spændende, men hvem vil ikke også gerne bidrage til en fornuftig vandføring?, spørger Henrik Marcussen.

- Det har vi jo alle sammen glæde af, ikke mindst vi landmænd på Lolland - der jo er flad som en pandekage. Selvfølgelig kan alle få udfordringer, hvis det står ned i stænger, men hvis vi ikke havde denne opbakning og velvilje fra kommunen med henblik på fri vandstrømning, havde det helt sikkert set meget værre ud. Det fungerer rigtig godt her i området. Der bliver målt op og taget hånd om det, hvis nogen har problemer. Og man har jo hørt de grummeste historier fra både Jylland og Sjælland, siger landmanden - mens han peger ud over den del af Halsted Å, der kun befinder sig et stenkast fra matriklen.

Handling og pondus i Bæredygtigt Landbrug

Bortset fra to jordomrejser med konen samt et ophold som værnepligtig i Livgarden har han været landmand hele voksenlivet. Henrik Marcussen er uddannet agrarøkonom fra Næsgaard og har i sit job haft afstikkere til både Australien og USA. Men det er her på Lolland, han hører hjemme - og her, han elsker sin metier som aktiv i et af de stolteste erhverv, skriver Bæredygtigt Landbrug.

- Det var derfor, jeg tidligt meldte mig ind i Bæredygtigt Landbrug: Fordi ingen andre tog kampen for os i en tid, hvor alle slog på os, og hvor vi ikke følte os værdsat - og hvor Landbrug & Fødevarer sad på hænderne", fortæller han.

- BL har gjort et rigtig godt stykke arbejde. Der er handling og pondus i foreningens arbejde, og så kan man være enig eller uenig - men det er vigtigt, at nogen gider undersøge tingene til bunds og få fakta på bordet, tilføjer Henrik Marcussen.

- Ja, og vigtigt at nogen tør sige det, der skal siges, supplerer hustruen Dorte.