I efteråret 2019 samlede danskerne og TV2 ind til at plante én million nye træer rundt om i Danmark. Nu bliver knap 100.000 af disse træer sat i jorden som en udvidelse af True Skov.

Aarhusianerne kan nu se de første træer blive plantet i en markant udvidelse af True Skov i udkanten af Aarhus. Samtidig anlægger Naturstyrelsen nye stier og faciliteter for friluftslivet, og undergrunden bliver undersøgt for at finde fremtidens rene drikkevand.
 
- Ny skov giver os flere og større områder til friluftsaktiviteter, sikrer fremtidige generationers drikkevand, og giver os et plus på klimakontoen, fordi træerne er med til at binde CO2 fra atmosfæren. Under coronakrisen har vi samtidig set en markant øget interesse for at komme ud og nyde naturen. Derfor er det også herligt, at danskerne med et indsamlingsshow på tv har givet hinanden en masse nye træer, der nu bliver plantet rundt om i landet, siger miljøminister Lea Wermelin.

True Folkeskov, som er en del af True Skov, vokser ikke kun i højden, men nu også i bredden. Det nye areal på cirka 69 hektar og i alt bliver aarhusianernes bynære skov på 515 hektar. Den gode plads betyder blandt andet, at man ville kunne løbe en halv maraton i skoven uden at løbe på den samme sti to gange. 

Vand til Aarhus

Samtidig med, at Naturstyrelsen planter træerne på ca. 23 af de 69 hektar, bliver et andet stort område på cirka 17 hektar udlagt til naturlig tilgroning, hvor dyre- og vindspredte frø fra træer og buske med tiden vil vokse op og danne skov af sig selv. De resterende hektar bliver udlagt til veje, stier og åbne områder. 

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- I Aarhus Vand er vi meget optagede af at sikre en ren vandforsyning til borgerne i landets næststørste by. Her er skovrejsning en god metode til at beskytte drikkevandsmagasinerne på lang sigt. Vi går nu i gang med arbejdet, og vi håber at finde rent vand i området ved True, som kan bidrage til vandforsyningen i Aarhus i mange generationer fremover, siger administrerende direktør i Aarhus Vand, Lars Schrøder. 

Udvidelsen af True Skov er et samarbejde mellem Aarhus Kommune, Aarhus Vand og Naturstyrelsen, som i fællesskab har finansieret erhvervelsen af jorden. 

Naturstyrelsen samarbejder med skovrejsningsorganisationen Growing Trees Network Foundation - som rundt i Danmark i samarbejde med danskerne, fonde, danske virksomheder med flere rejser nye Folkeskove på stats- kommunale og kirkejorde.

Stifterne af Growing Trees Network Foundation Kim Nielsen og Lars Heiselberg Vang Jensen udtaler om "Danmark planter træer"-indsamlingen: 

- Tv2 og Danmarks Naturfredningsforening sikrede med en kæmpe holdindsats fundamentet til, at danskerne i dette forår får plantet 25 Folkeskove ud af i alt 46 Folkeskove. Den indsats gav international genlyd - historien "Probably the first-ever telethon in the world helping the climate" løb verden rundt i skrevne medier og på BBC World radio og Tv, siger stifterne af Growing Trees Network Foundation.