Dagens afgrødekommentar fra Jyske Markets: Hvedemarkedet opgav fredag lidt af ugens stigninger, efter blandt andet de franske hvedekonditioner viste bedre takter.

57% af de franske hvedearealer estimeres i god/meget god stand, et stigning på 2%point i forhold til ugen forinden. Estimaterne forbliver dog de laveste for denne tid af sæsonen i ni år, med temperaturer over gennemsnittet, mens tiltrængt regn lader vente på sig. Nedbør i Østeuropa, Ukraine og det sydøstlige Rusland vil for nu være med til at stabilisere udbytterne i disse regioner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I USA blev den virtuelle udgave af Kansas Wheat Tour i sidste uge afsluttet, og her lander produktionsestimatet for staten på 284 millioner bushels mod USDA's 306 millioner bushels.

Tallene vurderes at ligge inden for en rimelig usikkerhedsmargin, og derfor er det endnu for tidligt at konkludere, om det er en generel tendens for de amerikanske hvedeudbytter. Så længe vejrforholdene er til den tørre side, er der ikke umiddelbart noget, der indikerer en deroute for hvedepriserne, hvor Matif har fundet sig et solidt leje
her i niveauet 185-190 EUR/ton.

Fondene har imidlertid reduceret deres væddemål mod større prisstigninger, og besidder en lille nettosolgt beholdning, der giver et billede af et redningsløst marked. Forhold der hurtigt kan ændre sig, og som i høj grad vil være drevet af vejret og vejrprognoserne
den kommende tid.

En strammere forsyningsbalance i og omkring Sortehavet vil være med til at øge opmærksomheden på potentielle ændringer i eksportrestriktionerne, som vil være risikofaktor på opsiden.

Kinesiske interesser for amerikanske afgrøder meldes i sidste uge at have været fraværende, hvilket kan relateres til at stridhederne langsomt optrappes mellem Kina og USA, idet Trump fordømmer det kinesiske forslag om en ny sikkerhedslov for Hong Kong.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Loven vil begrænse ytringsfriheden og retten til demonstrationer, og det har fået USA til at advare om sanktioner mod Kina. Flere nationer er dog tilbageholdende med at kritisere forslaget offentligt, af frygt for repressalier, i det som kineserne siger er nationale anliggender.

Det har senest Australien fået at føle, hvor Kina har sat 80% told på import af byg for en 5-årig periode, og samtidig forbudt kødimport fra fire australske slagterier. Mens Kina argumenter for at forbuddene er indført som konsekvens af konkurrencevridende
statssubsidier, så kommer reaktionen samtidig med, at Australien har
støttet en undersøgelse af oprindelsen af Coronavirussen.

USA holder i dag lukket som følge af Memorial Day, hvilket traditionelt ventes at lægge en dæmper på aktiviteten i afgrødemarkedet.