Alle Danish Crowns medarbejdere i Randers skal samles i et nyt hovedkontor på Tulipvej, hvor Danish Crown Foods allerede har sin administration i dag, skriver Danish Crown.

Det står klart, efter at bestyrelsen har vedtaget en plan for opførelsen af et nyt hovedkontor på den grund i Randers, hvor der i dag ligger en tidligere pølsefabrik, som ikke længere er i brug.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Planen er, at pølsefabrikken skal rives ned, og at der i stedet skal opføres et nyt og moderne hovedkontor, som sammen med Danish Crown Foods' nuværende bygninger på Tulipvej 1 i Randers skal udgøre koncernens nye hovedkontor.

- Bestyrelsen har nu godkendt, at vi påbegynder nedrivningen af pølsefabrikken på Tulipvej 3 og sender projektet i udbud. Nedrivningstilladelsen er allerede givet fra Randers Kommune, så arbejdet vil begyndte snarest, siger Group COO Preben Sunke.

Det har længe været et ønske at bygge et nyt hovedkontor, der både kan rumme medarbejderne fra Danish Crown Pork, Danish Crown Foods og Danish Crowns koncernfunktioner.

Tilbage i 2017 vedtog bestyrelsen at lave et nyt hovedkontor på Tulipvej 3, som hang sammen med Tulipvej 1. Dengang blev projektet udsat efter en hård periode for ejerne med lave noteringer og tørke.

Ønsket om et nyt og sammenhængende hovedkontor tager sit udgangspunkt i Danish Crowns 4WD-strategi, hvor et vigtigt element er at få alle koncernens forretningsområder til at arbejde bedre sammen under overskriften "Act as One", skriver Danish Crown i pressemeddelelsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har en strategi om at arbejde mere som en samlet virksomhed. Selv om begge hovedkontorer i dag er i Randers, skal man køre mellem de to. Det vil give en masse synergier at samle medarbejderne på de to adresser, fordi der ofte er mange overlap mellem arbejdsopgaverne, siger Preben Sunke.

Derudover er der mangel på kvadratmeter på Danish Crowns nuværende hovedkontor på Marsvej 43, hvilket er blevet en yderligere understreget under covid-19-krisen. Samtidig står bygningen over for en totalrenovering, hvis den fortsat skal kunne opfylde kravene til et velfungerende hovedkontor.

Beregninger har vist, at der ikke er den store forskel på at renovere bygningerne på Marsvej 43 og at bygge et helt nyt hovedkontor, som samtidig har mere plads.

- Marsvej 43 er fyldt helt op, og der er et behov for flere mødelokaler, som ganske enkelt ikke er muligt. Vi flyttede ind på Marsvej i starten i 1991, og byggeriet står nu foran en totalrenovering. Når vi bygger nyt, får vi besparelser på energi, vi sparer penge på vedligeholdelse, vi kommer til at udnytte synergier mellem funktioner bedre, og vi har allerede grunden. Sidst, men ikke mindst, kan vi sælge bygningen på Marsvej, så reelt betyder det, at omkostningerne ved at bygge et nyt hovedkontor vil være stort set det samme som at renovere de eksisterende bygninger, siger Preben Sunke.

Hvordan det nye hovedkontor kommer til at se ud, er uvist, da hele projektet bliver sendt i udbud, hvor de inviterede også kommer med et bud på arkitekturen. Danish Crown har dog nogle krav og ønsker til det nye hovedkontor.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Selv om det hele bliver sendt i udbud, er der nogle krav og ønsker fra vores side. Det er for eksempel en kantine med åbent køkken og et showkøkken, der kan bruges til blandt andet kundearrangementer. Det skal være i stueetagen, hvor vi gerne vil vise vores identitet tydeligt frem. De øverste etager skal være arbejdspladser. Derudover har vi et ønske om, at de to bygninger - den nye og Danish Crown Foods' nuværende hovedkontor - bliver forbundet på en eller anden måde, siger Preben Sunke.

Preben Sunke fortæller, at man håber, at det nye hovedkontor er indflytningsklar ultimo 2022, men det hele kommer til at afhænge af, hvor lang tid, de forskellige processer som nedrivning, udbud og så videre, kommer til at tage.