Et magasin, som oprindelig er udviklet til at indgå i foderanlæg i kvægstalde, har vist sig anvendeligt til at håndtere forskellige typer af biomasse til biogasanlæg.

Der er tale om danske One2Feed's magasin med såkaldt moving floor-gulv, som løbende kan læsse indholdet af i et jævnt tempo, der er tilpasset behovet.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Takket være moving floor-gulvet kan magasinet bruges som buffer og fødeanlæg for biomasse, som skal føres ind i en proces. Det kan for eksempel være i en kværn eller en biogasreaktor.

Aflæsningen foregår automatisk, så behovet for arbejdskraft er minimalt.

- Vi har solgt magasiner til biogassektoren i både Tyskland, Kroatien og Danmark, fortæller Jesper Scriver, som står for salg og marketing hos One2Feed.

Foreløbig fem i brug i Nibe

- Vi bruger One2Feed-magasiner, når vi modtager biomasse som for eksempel halm, der har været brugt til strøelse eller afdækning af gulerødder, og som skal forarbejdes til brug i et biogasanlæg.

- Men vi bruger også magasinerne, når vi modtager afgasset fiberfraktion retur for at lave nye produkter af den, fortæller Svend Hoff.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han er direktør for udvikling og teknologi i selskabet AST.  Virksomheden er medejer af DBG (Dansk Biofiber og Gødning A/S) og står for DBG's tekniske løsninger.

- Et af de magasiner, vi ser en stor fremtid i, er magasinet med åben front. Den åbne front og den brede tilbygning gør det muligt at bakke en moving floor-trailer til og tømme direkte i magasinet. Dette medfører en øget effektivitet og mindsker håndteringen, forklarer Svend Hoff.

AST har i Nibe taget fem One2Feed-magasiner i brug, og yderligere to er på vej til firmaet DBG.

DBG forbehandler halm, hestemøg, græs og andre biomasser, så de kan anvendes direkte i de biogasanlæg, der er kunder hos DBG. Virksomheden aftager også fiberfraktion fra afgasset biomasse retur og oparbejder den til gødnings-, brændsels- og substratprodukter.

Kan tilpasses funktionen

Flere af magasinerne leveret til AST er særligt tilpasset deres konkrete funktion i materialeflowet, men de er alle baseret på One2Feed's standardmagasin til firmaets automatiske foderanlæg.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er en stor fordel, for det er gennemtestet udstyr, og det er nemt at få reservedele, når slidte dele skal skiftes ud, forklarer Svend Hoff.

One2Feed's magasiner leveres i størrelser fra 5 til 42 kvadratmeter og kan både være stationære og mobile, alt efter kundens behov.