Den gamle sang om Pløresund kan blive aktuel igen. Novafos, der er vand- og spildevandsselskab i 9 Nordsjællandske Kommuner, vil fra den 24. maj 2020 og fem døgn frem udlede 130.000 m3 spildevand plus eventuel regnvand i Øresund.

"Mens udledningen finder sted ud for Skovshoved Havn, vil spildevandet blive mekanisk renset gennem en rist. Det materiale, der opfanges, vil blive samlet i en container på Skovshoved Havn og transporteret bort med lastbil. Containeren vil blive placeret i et telt for at reducere eventuelle lugtgener," skriver virksomheden beroligende.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Men det er ikke det, der kan fanges i en rist, der er mest bekymrende for vores vandmiljø. Det er derimod alvorligt, at næringsstoffer, miljøfremmede stoffer og medicinrester bliver ledt direkte ud i Øresund i de fem dage. Disse stoffer slipper jo direkte igennem en rist. Det bliver hårdt for miljøet.

I løbet af de fem dage vil der fra vandselskabet blive udledt 1 ton fosfor direkte ud i havmiljøet. Novafos oplyser nemlig, at fosfor-indholdet i spildevandet vurderes til at ligge på omkring 8 mg/l, hvilket giver en udledning på lidt over 200 kg fosfor pr. døgn - altså samlet set lidt over 1.000 kg på de fem døgn.

Den samlede mængde fosfor, som løber til havet omkring Danmark, var i 2018 på i alt cirka 1.700 ton fosfor. Der arbejdes hårdt og målrettet på at minimere dette blandt andet i landbruget. Landbrugserhvervet reguleres således ned til mindste gram. Nu udledes der helt åbent 1 tons mere på blot fem dage, fordi det er lettere end at køre spildevandet fra Gentofte Kommune til Amager i tankbiler - eller at samle spildevandet op i et tankskib ud for Skovshoved Havn.

Det er vanvittigt dyrt at fjerne fosfor, når det først er udledt i vandmiljøet. Det kommer sandsynligvis til at ligge på bunden af det, der kan blive til Pløresund.

Det kommer til at påvirke badevandskvaliteten, skriver Novafos. Ja, på den korte bane - men på lang sigt vil de store fosforudledninger og forurening af miljøfremmede stoffer påvirke hele havmiljøet. Det er vel ikke for sjov spildevandet ellers renses.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Udledning af urenset spildevand er ganske enkelt helt uacceptabelt - også i en periode på fem dage.