Havnen i Odense vil som et forsøg hælde olie udvundet af raps i nogle af deres biler.

Et par køretøjer på havnen i Odense skal i en forsøgsordning køre på biodiesel, der er udvundet af raps. Det er resultatet af et nyligt indgået samarbejde mellem "Lindø port of Odense" og Emmelev A/S.

"Lindø port of Odense" er en to år gammel fusion mellem Lindø Industripark A/S og Odense Havn. Emmelev A/S er en fynsk oliemølle, der producerer biobrændstof udvundet af raps fra danske marker.

- Vi er først og fremmest glade for at kunne bidrage til den grønne udvikling på Lindø port of Odense. Samarbejdet er for mig et godt eksempel på, at det lokale erhvervsliv kan samarbejde om at styrke den grønne omstilling på transportområdet. Vi tror på, at biodiesel vil spille en stor rolle i omdannelsen til et fossilfrit Danmark, og vi er derfor glade for, at vi nu har en forsøgsordning, siger direktør og medejer i Emmelev A/S Morten Simonsen.