Lars Mogensen, souschef på Asmildkloster Landbrugsskole i Viborg, er skuffet og forundret over regeringens beslutning om ikke at åbne for kostskoledelen på landbrugsskolerne.

- Hvorfor giver man efterskolerne lov til at åbne for elever, når vi ikke får samme mulighed. Det giver ingen mening. Alle landbrugsskoler er bygget op med en kostskoledel, og vores elever kommer langvejsfra, de har ingen mulighed for at møde ind til undervisning her i Viborg klokken otte om morgenen, siger Lars Mogensen, Asmildkloster Landbrugsskole. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Landbrugsskolerne fik den glade nyhed om åbningen af erhvervsskolerne fredag i sidste uge og begyndt straks at indrette klasselokaler og spisesal med de nye afstandskrav og gøre værelserne rene og klar til at modtage eleverne på mandag.

- Vi har nu igennem længere tid kørt fjernundervisning med teori og glædede os til at give vores elever praktisk undervisning for at gøre dem klar til deres praktik til sommer. Mange skulle have taget deres traktorkørekort for at være klar til praktik, men det kan nu ikke lade sig gøre, siger Lars Mogensen.

Sent onsdag aften klokken 22.03 tikkede en mail ind til samtlige landbrugsskoler. 

Håber på løsning

Asmildkloster Landbrugsskolen stod klar til at modtage tæt på 100 elever på mandag, men det er tvivlsomt, om det bliver en realitet. 

- Vi har et optag i et område i en radius af 150 kilometer rundt om Viborg, vores elever har ingen mulighed for at møde op på skolen hver dag. Kostskoledelen er en stor og vigtig del af vores skole, så vi forstår ikke, at den mulighed bliver taget fra os, siger souschefen. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sammenslutningen af Landbrugsskoler var onsdag aften til møde i Børne- og Undervisningsministeriet om sagen, hvor de fik beskeden om den lukkede kostskoledel. 

Børne- og Undervisningsministeriet skriver i en mail til landbrugsskolerne: 

"Fase 2 af genåbningen omfatter ikke adgang til skolehjem for elever, der går på grundforløbet eller hovedforløbet".

Flere repræsentanter fra landets landbrugsskoler har nedsat en hurtigt arbejdende gruppe, der skal presse på rundt omkring ad flere kanaler for at få beslutningen ændret inden mandag. 

Lars Mogensen fortæller, at skolen endnu ikke har givet eleverne besked, for man håber, at beslutningen bliver ændret. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kun elever der er særligt truede af frafald fra uddannelsen eller som simpelthen ikke har et andet sted at bo under uddannelsen har mulighed for at bo på skolen som før corona-krisen.