Efter finanskrisen gjorde sit indtog tilbage i 2008 har mange banker lidt store tab på landbrug, og det har i en årrække været svært for landmænd at låne penge i banken, skriver Agri Nord i en pressemeddelelse.

At finanstilsynet samtidig lagde restriktioner for udlån til landbrug gjorde problematikken endnu større. Men nu ser det ud til, at bankerne igen vil låne penge ud til mælke- og svineproduktion og
planteavl.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Coronakrisen har virkelig vist landbrugets værd. Vi kan nu se, hvor stabilt og essentielt et erhverv landbruget er. Uanset hvad der sker i verden, skal vi have mad, og trods en af de største kriser, vi nogensinde har oplevet, så producerer landbruget ufortrødent videre, siger Jørgen Cæsar Jensen, der er virksomhedsrådgiver i Agri Nord.

Konkurrence om landmændene

Han oplever, at flere pengeinstitutter nu åbner op overfor finansiering af landbrug. Og at de igen rigtig gerne vil have landmand i deres portefølje.

- Vi er så småt ved at se, at der er konkurrence om at få landmændene som kunder, siger han.

Og det er gode, solide virksomheder, landmændene driver i dag. Siden finanskrisen har erhvervet været igennem en større strukturtilpasning.

- Det betyder, at de landbrug, der er tilbage, stort set alle er rentable forretninger med en god indtjening, forklarer Jørgen Cæsar Jensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Landmændene er gode kunder

Hos Jutlander Bank behandler bankrådgiverne dagligt ansøgninger om lån til landbruget. Og det har banken gjort også gennem de svære tider.

- Vi har hele tiden lånt ud til gode og fornuftige landbrug, og vi har også taget nye ind, så nu er vi heldige, at landbruget er et af de erhverv, der klarer sig rigtig godt under Corona-krisen. Hvis vi ikke får nogle fødevarer, så dør vi jo af sult, siger ordførende direktør Per Sønderup.

Samtidig glæder han sig over, at erhvervet har haft et par gode år med en god indtjening.  I Jutlander Bank er 11,5 procent af erhvervskunderne landmænd, og banken har to specialafdelinger for landbrug i Aars og Hobro, skriver Agri Nord i pressemeddelelsen. 

- Det er en god niche for os. Vi har derfor hele tiden prøvet af være positive overfor landbruget, for de er en god kundegruppe. Selv i hårde krisetider har der været en top, der har drevet gode forretninger, siger direktøren.

Økonomisk opbakning giver vækst

Formand i Agri Nord, Carl Christian Pedersen, glæder sig over den positive udvikling for landbruget.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er meget tilfredsstillende og glædeligt, at vi ser en god økonomi i landbruget, og at det bliver bemærket af vores finansielle samarbejdspartnere, siger han.

Den gode økonomi betyder, at landbruget kan udføre tiltrængt vedligehold og gøre nye inve-steringer. Det skaber vækst til gavn for hele det danske samfund.

- Nu kan vi følge det spor, vi har lagt om at være førende indenfor fødevareproduktion. Vi producerer kvalitetsfødevarer både klimarigtigt og med mindst muligt natur- og miljøaftryk både til vores hjemmemarked og leverer samtidig en stor eksport til de lande, hvor der er stort behov for sunde fødevarer med fuld sporbarhed. Den produktion, der skaber eksport og de mange danske arbejdspladser, er til gavn for os alle i samfundet, siger han.