Omkring klokken 7.30 i morges rykkede Brand og Rednind Midtvest ud til en brand i et maskinhus på en gård ved Brande, skriver Herning Folkeblad.

Brandvæsnet har tilkaldt assistance til branden og beder folk om at holde sig væk, da det er en kraftig brand, som udvikler røg, der kan ses langt væk. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er en meget voldsom brand, som vi endnu ikke ved, hvordan er opstået. Det er i et maskinhus, så der er ingen fare for hverken mennesker eller dyr, og der er heller ingen risiko for, at branden spreder sig til de omkringliggende arealer. Det er der styr på, lyder det fra indsatsleder Bjarne Gregersen til Herning Folkeblad. 

Indsatslederen fortæller videre, at brandfolkene er nødt til at arbejde sig forsigtigt frem for at undgå en mulig eksplosion. 

- Der er en formodning om, at maskinhuset er opbevaringssted for en række gasflasker, og det betyder naturligvis, at vi skal gå til opgaven med ekstra påpasselighed. Derfor er det også vigtigt, at man holder sig på afstand, siger Bjarne Gregersen til Herning Folkeblad.

Opdateret klokken 13.02: Ifølge Herning Folkeblad er branden nu under kontrol.