Arla oplever stor efterspørgsel på laktosefri mejeriprodukter. Faktisk er salget af laktosefri produkter steget med hele 24 procent det seneste år, skriver Arla i en pressemeddelelse.

Og efterspørgslen kommer både fra danskere, der er intolerante overfor laktose, og fra danskere som gerne vil leve et liv uden laktose.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den store efterspørgsel har de seneste år fået Arla til at udvide laktosefri-serien med en lang række produkter lige fra mælk til flødeost og smør. Og nu er andelsmejeriet klar med en laktosefri kærnemælk, der rammer supermarkederne i denne uge. Det bringer serien op på i alt 25 laktosefri produkter.

- Vi oplever en stor interesse for produkter uden laktose. Derfor har vi de seneste år udvidet kategorien med en række produkter, der passer ind i danskernes hverdag. Det er dog fortsat mælk og yoghurt, som dominerer. De udgør hele 90 procent af kategorien, siger Marianne Forsingdal, der er ansvarlig for den laktosefri kategori hos Arla og fortsætter:

- Netop derfor udvider vi nu serien med endnu en mælkevariant - nemlig kærnemælken, som flere forbrugere har efterspurgt. Den nye laktosefri kærnemælk giver danskerne endnu flere muligheder i en laktosefri kost og kan for eksempel bruges i en hjemmelavet koldskål eller kærnemælkshorn.

Arla forventer yderligere vækst i 2020

Det er kun 3-6 procent af den danske befolkning, som er laktoseintolerante, men lysten til at købe laktosefri fødevarer spænder bredere. Faktisk oplever Arla også interesse for de laktosefri mejeriprodukter blandt danskere, som ikke er intolerante, men som ønsker at leve et liv uden laktose.

- Vi har de seneste 5-6 år set, hvordan den laktosefri trend har fået tag i danskerne - også blandt dem, som ikke er laktoseintolerante. Vi satser derfor på en bred målgruppe med vores laktosefri serie, så den tiltaler alle de forbrugere, som er interesserede i produkter, som er fri for laktose, siger Marianne Forsingdal.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den brede målgruppe får også Arla til at have ambitiøse forventninger til den laktosefri kategori i 2020:

- Det er vores klare forventning, at den laktosefri kategori ikke har toppet endnu. Derfor har vi en klar målsætning om, at Arlas salg af laktosefri produkter stiger yderligere i 2020. Og det skal den nye kærnemælk bidrage til, siger Marianne Forsingdal.

De sidste 12 måneder er der cirka blevet solgt 11.000 tons laktosefri mælk i Danmark.