På Rostgaard Maskinstation kører forårsarbejdet i højt gear. Der er 30 mand i sving med primært gylle, jordbearbejdning og såarbejdet. Til denne sæson har man indtil videre fået leveret fire nye traktorer. Der er tale om tre Fendt-traktorer fra den nye 900-serie samt en enkelt 800-serie, og fælles for traktorerne er, at fælgene ikke har den traditionelle røde farve, men i stedet er malet i sort.
- Alle maskinstationer har jo et navn til at stå på taget, motorhjelmen eller i døren. Det har vi også, men vi tænkte, at vi gerne ville skille os ud, så man på lang afstand kan se, hvem der kører på vejen eller marken, fortæller Jørgen Rostgaard, indehaver af Rostgaard Maskinstation ved Kongeåen syd for Kolding.
På flere maskiner
Ambitionen er, at alle nye selvkørende enheder leveres med sorte fælge - uanset om det er en John Deere eller Fendt-traktor eller en Krone- eller Claas-finsnitter, der leveres. Eksempelvis har maskinstationen fået leveret en ny Ljungby gummiged forud for sæsonen, hvor fælgene også er malet sorte.
- At få fælgene malet er også økonomisk mere fornuftigt end at lave motorhjelme eller lignende i egne farver, fremhæver Jørgen Rostgaard og henviser til vognmandsbranchen, hvor mange vognmænd i flere år har kørt med firma-farver.
- Indtil videre er vi godt tilfredse med resultatet, og vi har bestemt os for, at vi ikke vil ud og male de øvrige traktorers fælge, men fremover bliver fælgene malet ved levering af nye maskiner.
Tilfredshed med nye Fendt
Rostgaard Maskinstation har til sæson 2020 bestilt tre traktorer fra den nye Fendt 900-serie, og to af traktorerne skal køre med gyllevogne foråret igennem, mens den sidste skal klare såopgaver.
Der er tale om to Fendt 939 Vario samt en Fendt 942 Vario. Alle tre traktorer er leveret med 44 tommer baghjul, og indtil videre er der tilfredshed med traktorerne.
- Springet fra den fem år gamle Fendt 939, jeg kørte med før, til den nye er lige så stort, som springet fra de gamle Fendt 930 til Fendt 936, hvor designet blev væsentligt ændret, fortæller Michael Pagård, som er fast chauffør på den ene nye Fendt 939.
- Det er helt underligt blot at køre med nedfælder og suse afsted på marken med blot 1.200 til 1.300 motoromdrejninger og 12 til 13 kilometer i timen - med nedfælderen i jorden vel at mærke, påpeger Michael Pagård.
Han ser frem til første slæt græs, hvor traktoren spændes for et 12 meter skårlæggersæt, og der virkelig kan laves sammenligninger med brændstofforbruget mod den tidligere 900-generation fra Fendt.
- Men jeg tror, det er ret markant. Det fornemmer jeg allerede nu, siger den sydjyske maskinfører.