Europæiske klynger skal klædes bedre på til at hjælpe små og mellemstore virksomheder med at overkomme "valley of death" - den svære vej fra idé til forretningsgørelse via investering udefra, skriver Agro Business Park i en pressemeddelelse. Dette sættes der fokus på i det nye projekt MPowerBIO.

Mange små og mellemstore virksomheder oplever, at selvom de har en god idé eller et godt produkt, så er det mindst ligeså vigtigt, at deres pitch sidder lige i skabet, og at de rækker ud efter investorerne på det helt rigtige tidspunkt. Og det kan være svært at vurdere. Men nu er der hjælp at hente for virksomhederne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I det ambitiøse projekt MPowerBIO opsættes der træningsforløb for 90 erhvervsklynger over det meste af Europa inden for bioøkonomien, som skal hjælpe små og mellemstore virksomheder med at få kapital og vækste.

MPowerBIO-projektet

MPowerBIO-projektet vil indsamle information fra klynger, små  og mellemstore virksomheder, samt investorer i forhold til de udfordringer de oplever i forbindelse med investeringer. Ud fra disse erfaringer vil der i projektet blive opbygget en online platform med digitale værktøjer til at evaluere virksomhedernes investeringsparathed.

Derudover vil der blive udviklet online træningsmoduler og afholdt regionale træningsforløb for at styrke de deltagende klyngers service til deres medlemmer og give små - og mellemstore virksomheder de bedste muligheder for at forberede og præsentere højkvalitetsprojekter til investorer.

De bedste projekter fra træningsforløbene vil blive udvalgt af investorer og inviteret til én af to europæiske finaler, som er baseret på modellen fra European Bioeconomy Venture Forum, som flere af projektets partnere står bag.

Til finalen præsenterer iværksættervirksomheder deres idéer for et panel af investorer og eksperter fra store virksomheder og venturefonde i Europa. Herefter udvælges de bedste virksomheder, som efterfølgende kåres ved en finale. Det endelige formål er, at virksomhederne får kapital til vækst og udvikling.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det forventes at 72, screenede og investeringsparate virksomheder pitcher højkvalitetsprojekter til de to finale arrangementer, der afholdes i regi af projektet. Via projektet får 350 små og mellemstore virksomheder muligheden for at blive screenet og få hjælp i deres søgen efter kapital.

Agro Business Park er initiativtager og leder af projektet og har også ansvaret for den overordnede kommunikation i projektet. Der har netop været afholdt et online kick-off møde og Britt Sandvad, projektleder i Agro Business Park har set frem til at få skudt projektet i gang:

- Vi har glædet os utrolig meget til at komme i gang med projektet, som vil gøre en stor forskel for en lang række europæiske virksomheder, som ellers ville have svært ved at skaffe kapital til deres udvikling. I projektet arbejder vi sammen med andre europæiske bioressource-klynger, så vi får også et meget værdifuldt netværk, som vi kan få glæde af både nu og i fremtiden.