Næsten 9 ud af 10 danskere svarer i en ny undersøgelse, at de går op i at mindske deres madspild. Alligevel ender 44 procent af danskerne med at smide mad ud mindst én gang om ugen. 

I dag fejrer hele verden årets internationale madspildsdag, Stop Food Waste Day. En dag, der skal minde os alle om at mindske vores madspild. Og ifølge en ny befolkningsundersøgelse lavet på vegne af Karolines Køkken er madspild et emne, der påvirker langt de flest danskere, skriver Arla Foods i en pressemeddelelse.

I undersøgelsen svarer hele 87 procent af danskerne nemlig, at de går op i at mindske sit madspild. Alligevel ender 44 procent af danskerne med at smide mad ud mindst en gang om ugen - eller hvad der ifølge Miljø- og Fødevareministeriet svarer til, at hver dansker smider 44 kilo mad ud om året. Dermed sker mere end en tredjedel af Danmarks samlede madspild i hjemmene.

Den mængde skal ned, mener Tove Færch, leder af Karolines Køkken, der her deler ud af sine bedste råd til, hvordan vi undgår at smide mad i skraldespanden.

- Det behøver ikke at være svært at mindske sit madspild, og tit og ofte handler det blot om at danne sig et overblik over, hvad man har i køleskabet, siger Tove Færch og opfordrer danskerne til at finde madkreativteten frem:

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Derudover er det en god idé at øve sig i at være mere kreativ med sine opskrifter. Du kan sagtens tilføje lidt fløde i din pastaret, selvom det ikke står i opskriften - eller supplere noget af kødet i dine frikadeller med grøntsager, hvis grøntsagsskuffen er ved at flyde over, siger Tove Færch.

De største madspildsudfordringer er brød, grøntsager og mejeriprodukter

Er det ofte brød og yoghurt, der ender i din skraldespand? Så er du ikke alene. Ifølge Karolines Køkkens undersøgelse er der nemlig visse madvarer, vi har særligt svært ved at få spist op. I undersøgelsen svarer danskerne, at det særligt er brød, grøntsager og mejeriprodukter der er i risikozonen for at blive en del af de 44 kilo, hver eneste dansker smider i skraldespanden, skriver Arla Foods. 

Derfor får du her Tove Færchs bedste råd til, hvordan du kan undgå at smide netop disse madvarer ud. Og så deler hun også et par generelle tips til, hvordan du kan mindske dit madspild i hverdagen.

Brød: Har du en rest af brød liggende, der er blevet for tørt til at spise? Så bryd brødet op i mindre stykker, drys det med lidt tørrede eller friske krydderier og bag det i ovnen med olie eller smør. På den måde kan brødet fungere som et sprødt element til for eksempel en frisk salat. Du kan også bage brødet i skiver i ovnen med pesto og ost på toppen som en snack til aftenens menu.

Mejeriprodukter: Mejeriprodukter som fx mælk, yoghurt og hytteost gør sig godt i bagværk - så bag for eksempel nogle ekstra morgenboller til dig og din familie. Har du i stedet købt for meget fløde ind, er det et godt tip at hælde fløden over i en isterningepose og fryse det med det samme. På den måde kan du nøjes med kun at tage den lille sjat fløde ud af fryseren, du skal bruge i din pastaret og lade resten ligge til en anden dag. Hvis du vil bruge fløden til flødeskum, skal du piske til den skum, inden du fryser fløden. Har du for meget ost i køleskabet, så riv det og gem det i fryseren til drys på pastaretter, pizza eller til en ostesauce.

Grøntsager: En god måde at få brugt de sidste grøntsager på, er at være kreativ med dine favoritopskrifter. Du kan for eksempel lave en grøntsagslasagne i stedet for den klassiske lasagne med oksekød, og du kan snitte grøntsagerne fint og svitse dem sammen med løg - og servere dem ovenpå kartoffelmosen. Drys med bacon som prikken over i'et. Vend også om på "råvarehierarkiet" - og tænk først på, hvad grøntsagerne kan bruges til, og derefter hvilken fiske- eller kødtype, der passer til. Ofte god efter: Mange af dine råvarer kan sagtens holde sig længere tid, end datoen markeret som "bedst før" på emballagen. Det gælder for eksempel mælk, der nu har fået mærkatet "ofte god efter". Så husk at smag på og lugt til dine madvarer, før du smider dem ud. I mange tilfælde kan de sagtens spises.

Den gode madplan: Når det kommer til at mindske sit madspild, er og bliver et godt overblik det vigtigste redskab. Madvarer kan sagtens gemme sig bagerst i køleskabet, så sørg for at stille de ældste madvarer forrest på hylderne. Og lav en madplan, der hjælper dig med at udnytte alle de lækre råvarer, du har i køleskabet, så de ikke går tabt.

Tøm køleskabet: Mangler du inspiration til at bruge varerne i dit køleskab, kan du bruge funktionen ‘Tøm Køleskabet' på Arla.dk. Ved at indtaste de madvarer, du har til overs, får du på et øjeblik et forslag til retter, de kan bruges i.