For første gang nogensinde afholder Kopenhagen Fur sin auktion online. I disse dage byder og køber opkøbere fra hele verden skind via digital auktion. Minkavler Klaus Hermansen, Bøgballe Mink, har solgt 1500 brune skind de første dage og afventer auktionen på hvide skind i dag og i morgen. 

- Jeg synes egentlig auktionen er startet fornuftig, når man tænke på, at den for første gang foregår online, og når man tænker på den tid, vi står midt i. Man kan godt mærke, at opkøberne er lidt tilbageholdende, de skal først ud og se, hvordan markedet reagerer, siger Klaus Hermansen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Minkavleren vurderer, at hans skind er solgt 10 procent under priserne ved september-auktionen. De brune skind er solgt for 210 kroner for hanner og 130 kroner for hunner.

Klaus Hermansen har cirka 1000 hvide skind med på auktionen i de sidste dage. Aktionen slutter 29. april.

- Det er tydeligt, at auktionen ikke er så stor, som den plejer i forhold til udbud af skind, det er jo også en helt anden måde at sælge skind på. Jeg tror ikke, at vi kan bruge april-auktionen til at give et retvisende billede på priserne. Alle holder lidt vejret og afventer, hvordan markedet reagerer ovenpå Covid-19. Jeg tror denne auktion er et fejlbillede på den faktiske efterspørgsel og markedet for skind, siger Klaus Hermansen.

rich-media-2
Bøgballe Mink har 1000 hvide skind med på auktion i dag og i morgen. Arkivfoto. 

Klaus Hermansen er forsigtig optimistisk, men som han siger. 

- Ingen kan spå om fremtiden, men jeg tror på, at markedet nok skal rette sig. Hvis vi ikke var løbet ind i Covid-19, så tror jeg på, at vi havde set et voksende salg. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Bøgballe Mink har i øjeblikket 8.000 tæver på minkfarmen ved Uldum.  Selvom priserne er for nedadgående, og mange ting er usikre i en tid, hvor verden har været lukket ned, så fortsætter produktionen i Uldum uændret. 

- Vi får hvalpe lige nu, så vi har travlt. Vi prøver at holde de faste omkostninger nede ved at have færre medarbejdere og på den måde klare os i gennem, siger minkavleren.