Pyrrolizidinalkaloid, der er giftstoffet i den frygtede Engbrandbæger, er fundet i for høje koncentrationer i to økologiske Änglamark-krydderier, som sælges i Coop. Der er tale om stødt spidskommen og tørret oregano. Produkterne er solgt i Kvickly, Superbrugsen, Dagli´Brugsen, Fakta og på Coop.dk/mad.

Fundet af den skadelige gift i de økologiske krydderier hos Coop er interessant i lyset af selskabets udskamning af konventionelle fødevarer. For få år siden skabte det stor debat - og kritik - da Coops medlemsblad Samvirke viste en person i beskyttelsesbeklædning sammen med konventionelle grøntsager. Kampagnen i medlemsbladet skulle angiveligt vise, at konventionelle fødevarer er giftige, mens de økologiske er giftfri.  

Artiklen fortsætter efter annoncen

Egenkontrol

Det er Coop Danmark, som selv har fundet de høje koncentrationer i forbindelse med deres analyser som led i deres egenkontrol. Analyserne viser ifølge Fødevarestyrelsen, at der er et for højt indhold af pyrrolizidinalkaloider i produkterne, og indtagelse af fødevarer med et for højt indhold af pyrrolizidinalkaloider over en periode, er ifølge Fødevarestyrelsen mistænkt for at kunne give leverskader samt være kræftfremkaldende.

Forbrugerne rådes derfor til at levere produkter tilbage til butikken eller at smide dem i affaldsspanden til restaffald, det vil sige til forbrænding.