- Det er rigtig vigtigt, at der bliver gjort noget.

Så kort kan det siges fra Christian Lund, formanden for danske kvægproducenter under Landbrug og Fødevarer. For på grund af nedlukningen for at mindske spredningen af coronavirusset er den danske okse- og kalvekødsbranche hårdt ramt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Derfor præsenterede Landbrug og Fødevarer fredag en række initiativer for fødevareminister Mogens Jensen. Målet er, at initiativerne skal holde hjulene igang og bevare arbejdspladser.

Forskudsbetaling af slagtepræmier, højere slagtepræmier fra i år og flere midler til markedsføring af det statslige dyrevelfærdsmærke er blandt nogle af tiltagene, som Christian Lund håber vil blive til virkelighed.

- De er allesammen rigtig vigtige, så jeg håber, at de alle på en eller anden måde kan blive en realitet, siger han.

Påvirker flere i branchen

Ifølge Landbrug og Fødevarer er det især afsætningsprisen på de dyre udskæringer såsom filet og culotte, der på grund af nedlukningen ikke længere kan afsættes i hotel- og restuarationsbranchen.

Christian Lund forklarer, at det rammer branchen hele vejen rundt. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det påvirker den samlede kvægproduktion både på slagteproduktionen og mælkeproduktionen, når priserne dykker. Samtidig har vi allerede hørt, at flere deltidslandmænd vælger at stoppe, fordi det er for dyrt for dem, og de er blandt andet med til at passe vores naturarealer. Så det påvirker mange steder, siger han.

Minister tog godt imod

Efter fredagens møde med ministeren er Christian Lund dog optimistisk.

- Jeg er så optimistisk, at jeg vil sige, at ministeren tog godt imod det. Vi følger det tæt, så jeg håber på, der er en løsning på vej, siger han.

Der er ikke sat en tidsfrist på en beslutning omkring initiativerne, men Landbrug og Fødevarer er i løbende dialog med ministeren, oplyser Christian Lund.