Størstedelen af de nordjyske skoler og dagtilbud gør nu klar til at genopnå, mens store dele af Danmark fortsat er skruet ned på et minimum. Der er dog enkelte steder, hvor der ikke har været plads til at skrue ned for tempoet, skriver Arla i en pressemeddelelse. Det gælder blandt andet mælkeproduktionen hos Arla i Region Nordjylland, hvor salget af friskmælksvarer som mælk og yoghurt skal ud til forbrugerne som vanligt - på trods af samfundets nedlukning. I løbet af de sidste uger har efterspørgslen nogle dage endda været dobbelt så høj som under normale forhold. Det kan mærkes hos landmænd, mejerier og mælkechauffører, der i disse tider arbejder hårdt for at få mælken bragt ud samtidig med, at de tager deres sundhedsmæssige forbehold.

Mælkechauffør Ole Nørtoft, der har været chauffør hos Arla i 36 år, henter hver dag mælk fra 12 forskellige gårde og bringer den til fire forskellige mejerier i Region Nordjylland. Ole Nørtoft kører omtrent 450 km på en normal arbejdsdag for at bringe mælken et skridt tættere på forbrugerne. Og han er glad for, at han trods nedlukningen fortsat kan møde ind på Svenstrup Mejeri hver morgen:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Selvom mit arbejde fortsætter mere eller mindre som det plejer, er det klart, at vi chauffører også er påvirkede af situationen. Der er ekstra meget pres på mejerierne lige nu, så vi skal sørge for, at der er mælkeprodukter nok til alle danskere, siger Ole Nørtoft og forklarer, at nogle aspekter af hverdagen er anderledes end normalt:

rich-media-2
Mælkechauffør Ole Nørtoft har været chauffør hos Arla i 36 år. Foto: Arla. 

- Nogle dage bliver vores ruter ændrede for at sikre, at der kommer mælk nok ud til de mejerier, der oplever den største efterspørgsel. Derudover gør vi ekstra grundigt rent, og så mødes vi ikke til den kop morgenkaffe, vi mælkechauffører ellers plejer at nyde sammen, før dagens arbejde begynder. Det er selvfølgelig ærgerligt, men generelt er stemningen god både hos landmænd, chauffører og mejerister. Folk passer godt på hinanden og er optimistiske omkring, at vi nok skal klare os igennem krisen. Og så er det dejligt at få et ekstra klap på skulderen i en travl tid. Både fra danskerne og fra myndighederne, der har ekstra meget fokus på vores erhverv i øjeblikket.

Højt humør og mælkeproduktion

En af de landmænd Ole Nørtoft henter mælk hos, er den kun 29-årige landmand Morten Kristensen, der siden 2018 har drevet gården Nørre Fuglsang med 550 sortbrogede køer, skriver Arla i pressemeddelelsen. Her kører mælkeproduktionen på højtryk, mens landmanden og hans otte medarbejdere har igangsat særlige forholdsregler på gården for at undgå coronasmitten.

– På gården fortsætter dagligdagen som den plejer både for køerne og for mine medarbejdere. Vi tager dog de forholdsregler, vi kan, for at undgå at smitten kommer ind på gården, og at vi smitter hinanden. Vi holder afstand til hinanden, spritter hænder mange gange om dagen, og så er vi ekstra opmærksomme på, om vi får symptomer på smitten, siger Morten Kristensen, der ligesom chauffør Ole Nørtoft er glad for at kunne holde mælkeproduktionen i gang:

– Det betyder meget for mig, at vi fortsat kan producere mælk, som vi plejer her på gården, og at vi på den måde kan hjælpe til med at holde Danmark i gang. Jeg er utrolig stolt over at kunne bidrage til, at der er fødevarer nok til alle danskere.