Bedre IT-løsninger til landbruget. Det er formålet med et nyt samarbejde, som Danmarks største rådgivningsvirksomhed til landbruget, Velas, og et af Europas førende landbrugsselskaber, DLG, nu etablerer.

Det nye samarbejde betyder, at DLG sælger 40 procent af IT-virksomheden DLG Connect til Velas.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- DLG Connect har en unik viden om implementering af digitale løsninger i landbruget, og i samarbejde med Velas vil vi kunne hæve barren yderligere i de kommende år. Vi jagter hele tiden effektiviseringer og omkostningsbesparelser for den enkelte landmand, og samarbejdet med Velas vil accelerere denne proces og skabe yderligere vækst i DLG Connect til gavn for ejere og kunder, siger Christoffer Hage, direktør i DLG Service.

Et naturligt træk

For Velas taler investeringen i DLG Connect ind i ambitionen om at styrke digitaliseringen på de danske bedrifter.

- Vi taler ofte om, at rigtig meget i landbruget skal være digitalt og elektronisk, men i den ligning er det en forudsætning, at IT-udstyret virker, som det skal. Samtidig er det vigtigt, at brugerne får en solid indkøring i systemerne, for det nytter ikke at have en række digitale værktøjer, hvis ikke de bliver brugt. Begge dele har DLG Connect i årevis hjulpet de danske landmænd med, og derfor er er det et naturligt træk, at vi køber os ind i en stærk virksomhed, der har de rette kompetencer på plads, siger Jan Winther, adm. direktør i Velas.

Rådgivningen bliver digital

For Velas er det en kongstanke, at man som rådgivningsvirksomhed også kan rådgive om digitale løsninger foruden den stærke faglige rådgivning i marken og i stalden.

- Vores fagkonsulenter møder hver dag de danske landmænd ude på bedrifterne og hjælper med at øge udbytterne og generelt set give landmanden en sundere virksomhed. Vi investerer allerede stort i digitalisering, og vi er ikke i tvivl om, at fremtidens rådgivning er digital. Derfor skal vi også kunne hjælpe landmanden med de digitale løsninger, som i fremtiden vil spille en endnu større rolle i driften, siger Jan Winther.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Installation og support af IT på bedrifterne vil fortsat være en kerneydelse for DLG Connect.

- Som professionel landmand og virksomhedsleder, skal energien ikke bruges på at bekymre sig om IT-systemerne. Det skal være IT uden bøvl, og det kan DLG Connect. Vi leverer enkle og sammenhængende IT-løsninger til hele landbrugsdriften. Vi står for hardware, software og datasikkerhed. Vi står for indkøb, installation og support, så kunden kan fokusere på sit landbrug med IT, der virker, siger Peter Søby, adm. direktør i DLG Connect.

Flytter til Vissenbjerg

DLG Connects 14 medarbejdere har indtil videre haft base centralt i Odense, men fremadrettet vil de sidde hos Velas' kontor i Vissenbjerg.

DLG-koncernen har været hovedaktionær i DLG Connect siden 2017, og efter købet vil Velas og DLG eje 40 procent af virksomheden hver især, mens Peter Søby vil eje de resterende 20 procent.

Christoffer Hage, direktør i DLG Service, er på nuværende tidspunkt bestyrelsesformand for DLG Connect, mens Jan Winther, adm. direktør i Velas, indtræder som næstformand. I 2021 er det målet, at Jan Winther indtræder som bestyrelsesformand, mens Christoffer Hage bliver næstformand.

Artiklen fortsætter efter annoncen

DLG Connect har eksisteret siden 2003 og servicerer landbrug, leverandører og kunder til landbrugserhvervene. Selskabet er en af Danmarks mest erfarne IT-virksomheder inden for landbrugssektoren og leverer komplette IT-løsninger, installationer og support til kunder i tæt samarbejde med bl.a. leverandører af staldmekanisering og softwareløsninger.

DLG Connect forventes at ændre navn i anden halvdel af 2020.