Selvom der er forsamlingsforbud for at mindske smittespredning med coronavirus, så skal børn og voksne ikke snydes for at følge med i køernes forårsfest.

Det mener Økologisk Landsforening, der, sammen med de fire mejerier, Arla, Naturmælk, Thise og Them, derfor har sørget for, at man kan følge med på livestream, når køerne lukkes ud på græs.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Coronasituationen betyder ikke en aflysning af Økodag, men betyder i stedet afvikling på en ny måde, da øko-køerne selvfølgelig skal på græs som altid, siger Hannah Tappe Clemmensen, der er projektleder for Økodag.

Underholdning fra Lille Nørd

Til at give seerne hjemme i stuerne en oplevelse har Økologisk Landsforening fået to kendte værter fra DR Ramasjangs program Lille Nørd til at være værter.

- På én af gårdene vil Katrine Bille og Anders Falck, de to værter Lille Nørd på Ramasjang, følge optakten, lave konkurrencer, lege på gården og tale med landmanden, så der bliver fuld knald på underholdning og sjov, fortæller Hannah Tappe Clemmensen.

Lille Nørd er et tv-program, hvor blandt andet fakta fra videnskabens og naturens verden bliver formidlet, så børnene kan forstå det, og værterne er kendt for at lege sig igennem formidlingen. Derfor er valget faldet på de to.

- Vores fokus er at få formidlet budskaber omkring økologi og dyrevelfærd ? også i børnehøjde, og det ved vi, at Katrine og Anders kan, siger Hannah Tappe Clemmensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Flere kan være med

Livestreamingen starter med en optakt fra klokken 11.30 og klokken 12 lukkes køerne ud. Det bliver i alt til en times livestream.

- Der bliver vist billeder fra flere gårde, så man vil kunne opleve, hvordan det forløber flere steder i landet, og der er rig mulighed for at se den velkendte kodans, fortæller Hannah Tappe Clemmensen.

Økologisk Landsforening håber, mange vil tage muligheden til sig for at opleve økodagen hjemmefra. Det giver nemlig nye muligheder, når man ikke behøver starte bilen og køre afsted for at deltage.

- Økodag er i høj grad en dag for børnefamilierne, og det er det stadig, selvom man kun kan være med hjemme fra stuen. I år har vi faktisk en mulighed for, at endnu flere kigger med, fordi de ikke er afhængig af at skulle have en økogård i nærheden for at være med, forklarer Hanna Tappe Clemmensen.

Desuden behøver man ikke stå i kø for at spørge landmanden om det, der lige presser sig på.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Økodag er som regel meget velbesøgt rundt om i landet, og derfor kan der være nye muligheder i, at man ikke skal stå i kø for at tale med landmanden, men at man nu i stedet kan stille spørgsmål i kommentarfeltet på Facebook og få svar på den måde, siger hun.

Livestreamingen kan følges på Facebooksiden I Love Øko søndag den 19. april klokken 11.30.