Bævere opstemmer vandløb, men vandløb skal også kunne aflede vand fra for eksempel landbrugsarealer.

Dermed strider bævernes adfærd mod vandløbslovens bestemmelser om vandløbs evne til at aflede vand, og det skaber problemer i de områder, hvor bæverne er blevet forholdsvis udbredte.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Denne konflikt imellem bæverhensyn og afvandingshensyn kræver stillingtagen i en forvaltningsplan, som efter mange års forsinkelse nu ser ud til at være på vej. Udkastet til forvaltningsplan for bævere er i høring frem til 14. april.

Men netop denne centrale konflikt mellem bævernes opstemning og vandløbenes evne til at aflede vand, tager forvaltningsplanen øjensynligt ikke stilling til. Lemvig Folkeblad skriver, at der for eksempel ikke fremgår af planen, om bredejere må fjerne opstemninger for at opfylde vandløbslovens afvandingsbestemmelser, og det kritiseres nu af Lemvig Kommune.

Den vestjyske kommune kan nærmest kaldes epicenter for den danske bæverbestand, og kommunen har derfor sendt et høringssvar til Miljøministeren med kommunens kritik af planens mangler.

Formanden for kommunens teknik- og miljøudvalg, Steffen Damsgaard (V), siger til avisen, at der i udkastet er nogle udeståender i forhold til private og kommuners håndtering af vandløb.

Kommunen ønsker også en afklaring af, om man kan pådrage sig ansvar, hvis man ikke fjerner en dæmning, som bliver årsag til oversvømmelser af bygninger, marker eller drænsystemer.