I Landbrugsavisen den 29. februar 2020 under Ordet er frit har mælkeproducent Yke W. Kloppenburg-Oosterwood et indlæg under overskriften: Fremtidens landmand. Du skal turde at være leder!
I denne artikel stilles spørgsmålet om det er nødvendigt, at en dygtig landmand også er en dygtig leder. Samme spørgsmål kan stilles til en dygtig håndværker eller en dygtig revisor/økonomikonsulent eller advokat.
Uden for landbruget ville der næppe være nogen, der var i tvivl om svaret. Faglig dygtighed er ikke i sig selv ensbetydende med dygtig ledelse.
Selvejet
Historisk set har selvejet været eneherskende i landbrugserhvervet. Det skyldes såvel tradition som tidligere tiders forbud mod drift af landbrug i selskabsform, og endelig er det en følge af bedrifternes tidligere beskedne størrelser med kun få ansatte. Men hvad så i dag? Er selvejet - personligt ejerskab - lige så relevant nu som tidligere?
Det er min opfattelse, at der i traditionelle landbrugskredse fortsat er betydelig opbakning omkring selvejet. Det kan også udledes af en udtalelse af skattechef René Moody Nielsen, Seges, i Landbrugsavisen den 22. februar 2020, hvor han oplyser, at kun 6 procent af landbrugsbedrifterne i 2018 var aktie- eller anpartsselskaber - langt færre end forventet i 2007.
I en artikel i Maskinbladet 13. marts 2020 under overskriften: Selvejede landbrug er på retur, citeres seniorrådgiver Henning Otte Hansen, Københavns Universitet, blandt andet for følgende: "Men hos mange yngre landmænd er der en ny holdning. De vil gerne arbejde i erhvervet, men de behøver ikke at være selvejere. De er åbne over for andre ejerformer, og selveje er ikke noget helligt for dem.
Selvejets kendetegn
Den danske ordbog definerer selvejet som Det selv at eje/besidde noget (i modsætning til at have lejet eller fæstet det) eller at have noget som sin særlige, private ejendom ? ¸ især om det forhold, at en bonde, der driver en gård, selv er ejer af denne.
Selvom denne definition på selvejet er fra 2020, ses på ordvalget - blandt andet ordene "fæstet" og "bonde" - at der er tale om et begreb med nære relationer til bondefrigørelsen i forbindelse med stavnsbåndets ophævelse ved forordning af 20. juni 1788.
På denne baggrund kan man vel kun være enig i, at selvejet har været sejlivet. Modstykket til denne betragtning kunne være, at ejerstrukturen i landbruget ikke er fulgt med udviklingen i erhvervslivet i øvrigt. Det har i flere årtier været muligt at eje og drive landbrug i selskabsform, og siden 2010 har der i princippet ikke været afgørende forskelle i betingelserne for personligt ejerskab inkl. interessentskabsejerskab og betingelserne for selskabsejerskab.
Administrativ leder
Der findes uden for landbruget ikke mange virksomheder med en balance på over 40-60 millioner kroner, der ikke har en bestyrelse. Det kan der være flere årsager til. Nogle vil måske sige, at hvis en virksomhed drives i aktieselskabsform, fremgår det af selskabsloven, at der er krav om en bestyrelse. Andre vil sige, at en bestyrelse sammensættes for at komme med kvalificerede input til den daglige ledelse, særligt for at styrke den daglige ledelse på udvalgte områder, hvor der i en kortere eller længere periode som følge af ydre påvirkninger er et særligt behov for tilførsel af eksterne kompetencer.
Inden for landbrugserhvervet har der ikke været samme selvfølgelighed i, at større landbrugsbedrifter nødvendigvis må have et gårdråd. Tanken om, at en landbrugsbedrift skulle have en administrativ leder/direktør, synes tilnærmelsesvis at være virkelighedsfjern. Ikke desto mindre er det en sådan tankegang forretningsdirektør Rune Møller, Jyske Bank, er citeret for i Landbrugsavisen den 29. februar 2020: Landbruget skal lære om ledelse og generationsskifte af andre erhverv. Senere anføres: Det at være dygtig til landbrug er ikke det samme som at være dygtig til ledelse. På udsagnet om, at nogle unge landmænd har potentiale til at være gode ledere, udtaler Rune Møller: Ja. Jeg tror bare ikke, de kan komme ind og overtage en virksomhed, der koster 50-100 millioner kroner.
Investorer
Andre pengeinstitutter kan selvfølgelig have en anden tilgang til finansiering, men det er min vurdering, at forretningsdirektør Rune Møllers analyse af situationen svarer meget godt til, hvad der også kendetegner andre pengeinstitutter. Det betyder, at landbrugserhvervet med eller mod deres vilje må kigge i anden retning end det traditionelle selveje. Landbrugsdrift kræver finansiering, og finansiering kræver ofte - ud over realkredit- og pengeinstitutfinansiering - kapitalindskud fra investorer.
Investorer kræver afkast. Det er der intet nyt i, men det synes mere eller mindre at have været udtryk for en myte, at kravet til afkast i landbrugserhvervet ikke er eller behøver at være så højt, som i andre erhverv, særligt ud fra en betragtning om, at der i betydelig grad investeres i værdifaste aktiver - jord. Spørgsmålet er dog, om denne myte ikke allerede er punkteret. På den halvlange bane er det i hvert fald et faktum, at investering i jord ikke har været værdifast, og hvorfor skulle investorer foretrækker investeringer i landbruget til en forrentning i niveau 2-4 procent, når der ved investeringer i industrivirksomheder kan opnås fra noget til betydeligt højere afkast? Pensionskasser er ikke en del af det offentlige forsørgelsessystem. Pensionskasser skal administrere pensionsopspareres midler og har og skal have pligt til at investere på forretningsmæssig basis af hensyn til pensionsopsparerne og ikke af hensyn til at skaffe en særlig gruppe - landbrugerne - billig finansiering.
Afkast og ledelse
Højere krav til afkast stiller højere krav til effektivitet og ledelse. Basisforudsætningen er og bliver dog, at driftsledelsen forestås af en dygtig landmand, hvad enten der er tale om mælkeproduktion, svineproduktion, planteproduktion eller specialproduktion. Større bedrifter har altid mange medar-bejdere, ofte 15-20 og i en række tilfælde betydeligt flere. I enhver anden virksomhed uden for landbrugserhvervet ville man i en sådan situation ikke vige tilbage for at ansætte en person med dokumenterede lederegenskaber - en administrerende direktør. Landbruget vil fremover være nødsaget til at kigge i samme retning.
Direktør og medejerskab
Uden for landbruget vil selskabers direktører ofte få tilbudt direkte eller indirekte medejerskab. Alternativt ansættes selskabers direktører på vilkår, hvor aflønningen er indtjeningsrelateret. Det motiverer direktøren ikke blot af hensyn til egen indtjening, men en sådan aflønningsmodel er med til at fremme selskabets indtjening. Med andre ord er der tale om en omskrivning af ordsproget: Når det regner på præsten, drypper det på degnen. I den omskrevne version er det direktøren, der qua dygtig ledelse skal medvirke til, at det regner på præsten (landmanden), som vil være en forudsætning for, at det drypper på degnen (direktøren).
Morale
Gør brug af de erfaringer, der siden medio 1970'erne, og særligt de seneste 10-15 år, er indhøstet med selskabsdannelse og ledelse i selskaber uden for landbrugserhvervet. Men husk at god ledelse ikke erstatter, men supplerer, den dygtige landmand - nøjagtigt på samme måde, som direktøren supplerer fabrikanten.
