Virksomheden Teknik Partner er kun lidt over en måned gammel. Men med sine 12 år i branchen har stifteren, Jesper Kiib Nielsen, masser af erfaring til at hjælpe kunderne på bedste vis.

Hos Teknik Partner kan landmanden få hjælp og udstyr til kameraovervågning, netværk på hele bedriften og hardware - herunder PC'er, printere og skærme.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Jesper Kiib Nielsen har med sine mange års erfaring indenfor IT og teknik hos danske landmænd en stor viden om, hvad en landmand kan have brug for på sin bedrift for at gøre hverdagen nemmere.

- Teknik Partner er en virksomhed, der skal have nære relationer. Vi vil kende vores kunder og vide, hvad der foregår på bedriften, fortæller Jesper Kiib Nielsen og tilføjer:

- Kunden skal have så meget tillid til os, at når de står med et problem eller skal have nyt udstyr, ved de, at de kan ringe til os og få det fikset, uden at skulle bekymre sig mere om det eller tage stilling til, hvilken model. For vi ved, hvad der vil passe bedst på den enkelte bedrift.

En gammel drøm

Jesper Kiib Nielsen, der er uddannet IT-supporter, har gået med drømmen om at blive selvstændig i mange år.

- Jeg synes, at markedet er til det nu. Det er altid nemmest at starte, når der er fremgang fremfor modgang. Jeg har altid gået med tanken om at starte egen virksomhed, men det rigtige tidspunkt eller den rigtige måde at gøre det på har bare ikke været der før. Nu kom jeg til et sted i mit liv, hvor der skulle ske noget nyt, og jeg tog springet nu, fordi der ser lyst ud i landbruget, fortæller Jesper Kiib Nielsen, der indtil videre synes, at det er spændende at have startet egen virksomhed.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der er en masse små udfordringer, men det er også det, der gør det interessant og sjovt. Jeg skal jo pludselig varetage nogle helt andre opgaver, end hvad jeg har været vant til - som eksempelvis indkøb af varer, siger Jesper Kiib Nielsen.

Første ansættelse

Ifølge ejeren af Teknik Partner er det nødvendigt at være mere end én mand i en IT-virksomhed, og derfor har Jesper Kiib Nielsen allerede hevet Phillip Andersen med ind som medejer.

Phillip Andersen er også uddannet IT-supporter, og de to kender hinanden fra en tidligere arbejdsplads.

- Jeg har arbejdet sammen med Phillip i 10 år, så jeg ved, hvad han står for. Han gør sit arbejde ordentligt og aldrig halvt. Han er lige præcis en af dem, som både jeg og kunden kan have fuld tillid til, fortæller Jesper Kiib Nielsen.

For Phillip Andersen var der ikke behov for lang betænkningstid for at give sit ja til at blive en del af Teknik Partner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg sagde ja for udfordringens skyld, og jeg tænkte samtidig, at det var tid til at prøve noget nyt. Det er spændende at være med helt fra start, siger Phillip Andersen om sin nye arbejdsplads, hvor han trådte til den 1. april 2020.

rich-media-4
Jesper Kiib Nielsen bruger de fleste dage på landevejen, og han har altid bilen fyldt med IT-udstyr, så han er klar til de opgaver, der venter ham. Privatfoto.

Arbejdsfordeling

Arbejdsfordelingen er allerede fordelt mellem de to. Mens Jesper Kiib Nielsen primært skal være den på landevejen, der kører ud til kunderne, skal Phillip Andersen være tovholder og tage opkald fra kunderne.

Kontoret ligger i Givskud, lige midt i Danmark, men Teknik Partner servicerer og kører rundt i hele landet for at hjælpe landmænd - også Bornholm.

- Det er IT hos landmændene, vi er gode til. Det er jo det, vi har arbejdet med de sidste mange år og haft hænderne i, så det vil vores største fokus være på. Vi kender allerede til deres specifikke behov og ved hvilke programmer, der bliver brugt i landbruget, fortæller Jesper Kiib Nielsen og tilføjer:

- Derudover er vi selvfølgelig også klar til at hjælpe små virksomheder i andre brancher, som kan have brug for kameraovervågning eller lignende.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Håb for fremtiden

For den nyopstartede virksomhed er der allerede masser af mål og planer på tegnebrættet, men først og fremmest handler det om at komme godt i gang.

- Vi er spændte på de første måneder. Vi håber på, at det hele kommer til at fungere godt for kunderne. Vi har ingen intention om, at det skal blive til en kæmpe stor virksomhed. For det vigtigste for os er den nære relation, og at vi kan være personlige. Vi skal være dem, kunderne har brug for i forbindelse med IT, og de skal kunne kende os, når vi kommer på besøg eller snakker med os i telefonen, siger Jesper Kiib Nielsen.

Om der en dag skal ansættes endnu en medarbejder i virksomheden, må tiden vise.

- Det er jo klart, at lige så snart vi ikke kan følge med mere, er vi nødt til at ansætte en mere. Kunderne skal altid kunne få den hjælp, de har brug for. Vi skal være der med det samme og ikke først 14 dage efter. Så vi ser tiden an og håber på det bedste, fortæller Jesper Kiib Nielsen.