- Der er seriøse køberemner fra forskellige konstellationer på banen, så vi har hænderne fulde med at arbejde på en løsning, der sikrer værdierne bedst muligt.

Sådan lød svaret fra advokat Mikkel Løgsted fra Kammeradvokaten/advokatfirmaet Poul Schmith i Århus, da Maskinbladet spurgte til den seneste udvikling i sagen om konkursboet efter Hjallerup Maskinforretning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han bekræfter, at ingen medarbejdere er opsagt eller fritstillet, netop fordi man arbejder på at redde så mange arbejdspladser som muligt.

- I løbet af i morgen vil kuratellet sammen med Morten Jensen (red.: kurator fra advokatfirmaet Børgen Nielsen) forholde sig til de bud, der kommer ind. Og vi er indstillet på at tage hele påsken i brug for at sikre den bedst mulige overlevering af denne virksomhed, siger Mikkel Løgsted, der står for insolvensafdelingen i advokatfirmaet Poul Schmith.

Han tilføjer, at der er fokus på at finde en bred løsning, og at der er flere interesserede parter.

Fremvisninger

- Vi er i dialog med flere parter, som ikke har noget med hinanden at gøre, så vi kommer til at modtage flere forskellige bud.

- Jeg kan desuden sige, at der har været fremvisninger, og at de implicerede emner har sat sig grundigt ind i, hvad det er for en virksomhed, og så må vi se, hvad der kommer ind af tilbud, lyder det fra Mikkel Løgsted.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hjallerup Maskinforretning har cirka 90 medarbejdere. Lørdag den 21. marts kom det frem i offentligheden, at virksomheden var i vanskeligheder, idet de forskellige afdelinger ikke åbnede, men oplyste med skilte, at hele forretningen desværre er lukket "grundet uforudsete omstændigheder".

Kort efter indgav Hjallerup Maskinforretning begæring om konkurs. Dette var angiveligt den direkte konsekvens af, at Agco opsagde samarbejdet om forhandling af Massey Ferguson.