Hos Danske Mælkeproducenter, LDM, følger de med i udviklingen af coronkrisen verden over. I deres seneste nyhedsbrev fra mandag morgen beskriver foreningen situationen i USA.

- Hvis amerikanske landmænd ikke allerede elsker deres præsident, så må de snart komme til det, kan man læse ud af The New York Times' omtale af den del af den 2.000 milliarder dollar store corona-pakke, som tilfalder landbrug, skriver LDM.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Først fik landbruget i USA 26 millarder dollar i kompensation for tab på præsidentens handelskrig med Kina, og nu sættes der yderligere 23,5 milliarder dollar ind på kontoen. Det svarer efter LDM's beregning til omkring 800 kroner ekstra støtte pr. hektar, hvis beløbet fordeles ligeligt på hele det amerikanske landbrugsareal.

- Til sammenligning kan det erindres, at europæisk landbrug fik 0 kroner, da Rusland lukkede for import, konstaterer LDM.

Den danske regeringen har også vedtaget hjælpepakker. Ingen af disse hjælpepakker er møntet direkte til landbruget.

- I øjeblikket er de danske mælkeproducenter ikke påvirket direkte økonomisk at corona-krisen i Danmark, siger Kjartan Poulsen, formand for LDM.

I The New York Times'omtale fremgår det også, at landbrugsministeren nok ikke har frit spil, men næsten, når pengene skal fordeles. Commodity Credit Corporation (CCC), der stabiliserer og beskytter pris- og indkomstniveauet i landbruget, får overordnet råderum over 9,5 milliarder dollar til direkte støtte, mens yderligere 14 milliarder dollar kan bruges i en lånefond, skriver mælkeproducenterne.