Dagens afgrødekommentar fra Jyske Markets: Oliemarkederne startede dagen ud med pæne stigninger i kølvandet på, at Kina hen over natten meddelte, at man vil benytte de lavere oliepriser til at fylde op i landets strategiske oliereserver. Det forlyder, at man vil øge reserven til et niveau, som rækker til 90 dages forbrug, svarende til svimlende 900 millioner tønder i alt. Prisudviklingen blev dog for alvor forstærket, da den amerikanske præsident, på hans nok så famøse twitter-konto, kunne berette, at markederne kan se frem til en massiv produktionsnedskæring på intet mindre end ti mio. tønder pr. dag, efter at have snakket med Saudi Arabiens Mohammed Bin- Salman, og Ruslands præsident Putin. Faktisk mener han, hvis alt går vel, at nedskæringen kan blive hen imod 50% større. Olieprisen eksploderede i kølvandet på udmeldingen, og handlede en kort periode med en stigning i omegnen af 40 procent. Den ekstreme stigning blev dog en smule mere afdæmpet, da Ruslands præsident kunne meddele, at landet ikke har været i dialog med Saudi Arabien. Det synes dog en smule usandsynligt, hvis de to lande alene skal bære omkostningen for at "redde" skiferolieindustrien i USA. Olien sluttede dagen med en stigning på cirka 21 procent og starter fredagen med at sive yderligere - indtil videre omkring 4-5 procent i forhold til lukningen torsdag. Vi forventer stadigvæk store udsving i olieprisen.

Prisstigning forplanter sig

Den store prisstigning i olien forplantede sig hurtigt og bredt bland risikoaktiverne, og den amerikanske majs, som har haft en hård tilværelse ovenpå de store olieprisfald steg også indledningsvist på nyheden. Det var dog ikke en stigning som kunne holde fast, og prisen faldt hurtigt tilbage til udgangspunktet. En stigende oliepris er selvsagt en nødvendighed for at vi kommer til at se større prisstigninger i majsen på kort sigt, da faldene har været ekstremt hårde ved ethanol- industrien, som ikke køber majs i det fysiske marked grundet den lave oliepris.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hvede faldt igen

Den europæiske hvede faldt igen tilbage i gårsdagens handel. Blandt andet på meldingen om, at Rusland har solgt 500.000 tons fra deres strategiske reserver, for at holde en hånd over de hjemlige priser. Derudover er der stadigvæk ikke noget nyt i forhold til den eksportgrænse i andet kvartal som har været rygtet i løbet af ugen. Udsalget i reserven kombineret med muligheden for negative vejrmarkeder kan komme til at betyde noget for forsyningsbalancen i kommende høst.