Målet var at gøre noget godt for insekterne og det gode naboskab, og faktisk ville de uddelte frø i blandingen SjællandSummer i 2019 kunne trække en 2,5 meter bred stribe med blomster fra Helsingør til Vordingborg - hvad der svarer til cirka 30 hektar. Det er et resultat initiativtageren, landmanden Ole Christiansen, er stolt af, og han har derfor i samarbejde med Dansk Planteværn og frøfirmaet DSV Frø valgt at fortsætte arbejdet for at skabe bedre forhold for insekter og gode naboskaber på Sjælland.

- Det har været dejligt at mærke den store opbakning fra både landmænd, folk i byerne og de regionale medier. Sidste år kom familier helt fra København ud til min gård for at hente blomsterfrø, fordi de havde hørt om vores arbejde med blomsterstriber. Jeg har oplevet stor opbakning til SjællandSummer fra både land og by, og derfor er vi nu klar med en ny og forbedret blomsterblanding, og så har vi valgt at lave afhentningssteder syv forskellige steder på Sjælland, så endnu flere kan deltage, fortæller Ole Christiansen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Vidensdeling på sociale medier

I 2020 opfordres deltagerne til at følge godt med på SjællandSummers facebookside, hvor der løbende vil være videoer og andre opslag med gode råd til såning, pasning og pleje af naturstriber.

- Selvom vi ikke kan mødes og dele erfaringer og viden omkring etableringen af blomsterstriberne lige nu og her, så kan vi stadig stå sammen om at gøre noget godt for biodiversiteten på Sjælland. Jeg ser frem til, at alle deltagerne forhåbentlig kan samles når blomsterne senere på året står i fuldt flor, og indtil da håber jeg, at alle deltagere vil dele deres oplevelser med arbejdet med blomstertiltag via de sociale medier, lyder opfordringen fra Ole Christiansen.

Ole Christiansen har stadigvæk blomsterstriber stående fra sidste år, og siden de første planter spirede frem sidste forår har han oplevet, at mængden af insekter på hans marker er steget samtidig med at blomsterne er blevet tilflugtssted og spisekammer for gårdens marklevende vildt.

Formålet med projektet

Projektets formål er primært at styrke biodiversiteten på Sjælland og at få sjællænderne til at arbejde aktivt med at fremme biodiversiteten. Det handler i høj grad om at skabe variation i det åbne land og styrke fødegrundlaget for insekter, herunder vilde bier og sommerfugle, der samtidig danner fødegrundlag for andre dyr og insekter. SjællandSummer vil skabe et samarbejde om at styrke naturen i det åbne land.

Projektet vil sammen med Dansk Planteværn lave erfaringsopsamling, vidensdeling og formidling af effekten af SjællandSummer, og der laves igen i 2020 en evaluering af projektet til august.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Følgende arter indgår i blomsterblandingen SjællandSummer: Boghvede, honningurt, solsikke, oliehør, blodkløver, rødkløver, hvidkløver, kællingetand, cikorie, gul stenkløver og hjulkrone.