På tværs af de nordiske lande slår unge landmand og andre unge mennesker på landet kræfterne sammen, skriver LandboUngdom i en pressemeddelelse. Seks nordiske organisationer for unge på landet har i fællesskab oprettet et nyt nordisk netværk, som hedder Nordic Young Farmers Association (NYFA).

NYFA er oprettet i januar 2020, og landene er nu klar til at melde samarbejdet ud. NYFA har til formål at skabe et stærkere bånd mellem organisationer for unge på landet i Danmark, Sverige, Norge, Finland og Island.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Gennem NYFA vil unge landmænd og andre unge på landet i de fem nordiske lande nu være repræsenteret i én sammenslutning. Det betyder, at det bliver nemmere for medlemsorganisationerne at italesætte forskellige problemstillinger, som går igen på tværs af landegrænserne.

- I stedet for at organisationerne hver for sig skal arbejde for at ændre et problem, kan vi i NYFA med fælles front slå et større slag for at finde en løsning. I løbet af det næste år vil vi fokusere på arbejdssikkerhed for unge i landbruget, siger Thorbjørn Koefoed, formand for LandboUngdom.

LandboUngdom starter

Formandskabet i NYFA går på skift mellem medlemsorganisationerne, der skal varetage formandskabet i ét år ad gangen. I 2020 er LandboUngdom formand for NYFA.

LandboUngdom har 4.000 medlemmer fordelt på 46 lokalforeninger i hele Danmark.

Fremadrettet vil NYFA afholde to årlige møder, hvoraf det ene vil være et internt møde i netværket. Det andet møde vil foregå sammen med Nordens Bondeorganisationers Centralråd (NBC), hvor NYFA vil have mulighed for at italesætte fælles problemer eller holdninger på vegne af netværkets medlemmer.