Mælkeproducent Mathias Hedegaard Hansen, som driver Enegård ved Balle, har i år sagt ja til at blive en del af Djurslandgården, der er et tilbagevendende sommerferieevent, som Djursland Landboforening står bag, skriver Djursland Landboforening i en pressemeddelelse. Det betyder, at der i børnenes sommerferie nu er mulighed for hele fem gårdbesøg fordelt på Djursland, hvor interesserede kan komme helt tæt på landbruget.

- Jeg glæder mig til at vise folk rundt. Det er altid sjovt at have besøg, så folk kan se, hvordan et landbrug fungerer, lyder det fra den 28-årige landmand.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Mathias Hedegaard Hansen har været selvstændig landmand siden 2015, hvor han startede med at have tyrekalve. I 2019 købte han Enegård, som gjorde det muligt for ham at blive mælkeproducent, og han har i dag 125 årskøer med opdræt og driver 165 hektar planteavl. Derudover laver han hvert år 300 danske kalve til slagtning. Den unge landmand har i staldene den Røde Danske Malkerace, som tidligere var den mest udbredte kvægrace i dansk landbrug, men som i dag kun er den tredje mest udbredte. Der er også sneget sig et par Sortbrogede ind i bestanden, hvis man er mere til prikker. Køerne går selv hen og bliver malket ved de to malkerobotter i stalden, og Mathias passer landbruget med sine to ansatte.

Kom helt tæt på

Djurslandgården har i år tre besøgsgårde, der er kvægbedrifter, som er for familier med børn i alle aldre, hvor der bliver tilbudt børneaktiviteter efter en fælles rundvisning. Og så er der to rundvisningsgårde, hvor de besøgende får en guidet tur rundt i en moderne svinestald. Sidstnævnte besøg henvender sig til lidt større børn, som har mod på at lytte og lære. Når I besøger en Djurslandgård, vil familien vise rundt og fortælle om deres dagligdag. Her kommer man helt tæt på landmanden, og der er rig mulighed for at få stillet alle sine spørgsmål.

Lige nu er Djurslandgårdens brochure for 2020 ved at blive lavet. Folderen kommer til at ligge på udvalgte steder på Djursland, men kan også hentes som PFD på Djursland Landboforenings hjemmeside. I folderen er en trykt kalender, hvor I kan finde den gård og dato, som passer jer bedst. Et gårdbesøg ved en af de fire Djurslandgårde koster 50 kroner pr. person, skriver Djursland Landboforening i pressemeddelelsen.

Som det ser ud lige nu, regner Djursland Landboforening med, at besøgene på Djurslandgården kan gennemføres på trods af covid-19, da der ofte er tale om små familiegrupper, som bevæger sig i den friske luft, men landboforeningen følger naturligvis situationen nøje.