Dagens afgrødekommentar fra Jyske Markets: Majs: Der var i forbindelse med USDA's kvartalsrapport forventninger om pæne majsarealer og forventningerne blev i den grad indfriet, og mere til. Forud for offentliggørelsen lå markedets forventning til arealerne i et niveau omkring 94 millioner acres, og med et endeligt tal på lige knap 97 millioner kom arealerne ind på et niveau, som var højere end de højeste analytikerestimater. Det svarer til en stigning på 8% i forhold til sidste år, og 97 millioner acre er dermed det højeste niveau for majsarealerne siden 2012. Det høje tal sendte også kortvarigt priserne ned med to procent, men en hurtig korrektion betød dog, at majsen kun lukkede dagen med marginale fald. Korrektionen må tilskrives et overraskende fald i majslagrene, som USDA pr. 1. marts 2020 har opgjort til 7,95 milliarder bushels, hvilket ikke bare er pænt under sidste års rekordstore lagre, men også under analytikernes gennemsnitlige forventninger til lagrene.

Sojabønner: For sojabønnernes vedkommende, så var der også her tale om pæne stigninger i arealerne sammenlignet med samme tidspunkt sidste år. 83,5 millioner acre lød opgørelsen på, og selvom arealerne er større end sidste år, så var det stadigvæk et stykke under markedets forventning, som lå på 85 millioner acre. I modsætning til majsen, så var arealopgørelsen fra USDA her prisunderstøttende, mens lageropgørelsen var marginalt prisnegativ. Lagrene falder med 17 % i forhold til samme periode sidste år, men kommer alligevel ind en spids over markedets forventning. Det var dog ikke nok til at modstå effekten af de faldende arealer, og terminskurven tog også et hop på cirka en procent ovenpå udmeldingen.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Hvede: Et fald i hvedearealerne på en procent i forhold til sidste år for både vinter- og vårhvede betyder, at hvedearealerne opgøres til det laveste niveau siden 1919, hvor man begyndte opmålingerne. Faldet kom også en smule bag på analytikerne, som havde forventet arealer på samme niveau som sidste år. Hvedelagrene falder tilmed 11% i forhold til sidste år, og kommer ind marginalt under konsensus. Markederne havde fra starten svært ved at sætte kursen, men efterfølgende overvejende trukket højere.