For formand for Bæredygtig Grundvandsbeskyttelse, Ulrik Lunden, er det ikke en overraskelse, at L&F opgiver sagen mod Egedal kommune. I en pressemeddelelse fra Bæredygtig Grundvandbeskyttelse, siger Ulrik Lunden følgende:

- Hos Bæredygtig Grundvandsbeskyttelse er vi naturligvis ærgerlige på landbrugets vegne, for det er altid ærgerligt, at det er nødvendigt at anlægge sager, og at de må opgives igen, men vi er ikke overrasket over, at L&F kaster håndklædet i ringen i denne sag. Vi håber, at L&F nu vil slutte sig til vores kamp mod BNBO og indsatsplaner ved i stedet at angribe selve regelgrundlaget - ikke den konkrete kommunes udnyttelse af muligheden for at foretage ufaglige indgreb. Vi har fra begyndelsen rettet det hårde juridiske skyts mod statens alt for brede bemyndigelse til at lave ufaglige indgreb i ejendomsretten. Af selvsamme grund. Så selvom vi ikke mener, at det, der er foregået i Egedal mht BNBO'er i orden, fordi det er ufagligt, har vi forståelse for, at L&F vurderer, at de ikke kan komme videre imod kommunen sådan som regelgrundlaget er nu og her. Vi håber, at de så vil bruge krudtet på noget, der virker, det vil sige på vor sag mod staten. Det, som vi stenhårdt går efter at få bortdømt, er de alt for vide rammer som kommunerne har fået til at begå indgreb i landmændenes ejendomsret, som er uden fagligt belæg. Det opgør håber vi, at et samlet landbrug nu vil stå bag. For et par dage siden kunne vi afsløre, at landmænd kommer til at betale en "betydelig del" af deres erstatning selv. Det gælder både BNBO og indsatsplaner. Det gør ifølge vor advokat regelgrundlaget klart ulovligt - også med hensyn til BNBO, når man så at sige "fodrer hunden med sin egen hale", og det spor følger vi indtil vi har vundet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Agronom Bente Andersen, Bæredygtig Grundvandsbeskyttelse stemmer i:

- Vi skal vinde vores sag og have vores vilje akkurat som vi landmænd vandt gødningssagen, randzonesagen og flere andre på baggrund af den højeste faglighed hånd i hånd med juraen. I vort retssagsspor har vi påvist, at der hvert år dannes tilstrækkeligt grundvand, som er uden spor af landbrugspesticider til at forsyne 200 millioner mennesker med drikkevand. Derfor er kravene helt ufaglige. Vi skal af samme grund ikke opgive kampen for vores ejendomsret, når vi i forvejen sikrer danskerne rent drikkevand. I foreningen overvejer vi derfor kun, om vi skal udvide vort søgsmål nu, hvor L&F trækker sig ud. Vi bliver under alle omstændigheder ved, indtil vi har fået vores vilje med jura og faglighed hånd i hånd, slutter hun.