Landbrugsstyrelsen er klar til at forlænge årets ansøgningsrunde med 14 dage, hvis erhvervet vurderer, at det er nødvendigt, skriver Landbrugsstyrelsen i en pressemeddelelse. Dermed kan landbrugskonsulenter og landmænd få ekstra tid, fordi de kan have svært ved at færdiggøre ansøgningerne på grund af situationen med covid-19.

Lige nu er fristen den 17. april, men den kan blive forlænget med 14 dage til den 1. maj. Ansøgningsrunden åbnede den 3. februar.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Allerede nu er der over 20.000, som har sendt en ansøgning ind. Det er meget flot arbejde af konsulenterne, som er udfordret med ansøgningerne hjemmefra. For at hjælpe dem er vi klar til at at forlænge ansøgningsperioden på vores store ansøgningsrunde, hvis erhvervet vurderer, at det er nødvendigt. Vi har en god dialog med Landbrug & Fødevarer og har et stort fokus på at sikre de bedste vilkår for konsulenterne i den nuværende situation. Vi tror på, at vi stadig kan fastholde vores udbetalingsmål, som vi har gjort de sidste 10 år, men vi vil være påvirket af den nuværende situation resten af året, siger direktør i Landbrugsstyrelsen Jette Petersen.

Landbrugsstyrelsen forventer, at minimum 90 procent af ansøgerne stadig vil få udbetalt grundbetaling inden d. 15. december. I alt forventes der, at knap 38.000 landmænd ansøger om støtte fra fem direkte støtteordninger.

I år er 'først-til-mølle' i målrettet regulering afskaffet. Derudover har Landbrugsstyrelsen købt ekstra serverkapacitet. Begge dele har indtil videre betydet, at der har været betydeligt færre fejl og bedre performance i IT-systemet.

- Vi kan mærke, at vi har truffet nogle gode valg på IT-fronten i år. Selvom der har været et par nedbrud, kører vores IT-systemer generelt, som de skal, så konsulenter og landmænd burde ikke have problemer med at ansøge. Selvom vi arbejder hjemme, får vi hurtigt og effektivt løst de fejl, der indtil videre har været. Vi er også ved at se på, hvordan vi løser de udfordringer, som betalingsrettighederne giver, for nogle ansøgere. Men lige nu er vi klar til at forlænge fristen for at hjælpe konsulenterne, som viser samfundssind ved at arbejde hjemme, selvom det vanskeliggør deres arbejde, siger Jette Petersen.

Landbrugsstyrelsen følger situationen tæt og vil arbejde for, at der sikres den fornødne fleksibilitet - også i reglerne på europæisk plan.