Flere og flere anerkender heldigvis, at vandet skal kunne løbe væk i bestræbelserne på at undgå oversvømmelser og ødelæggelser. Her er Værebro Å på Sjælland, Nørreå og Åkær Å i Jylland samt flere vandløb i Nordfyns Kommune gode eksempler - og også her på Lolland skal kommunen roses:

Lolland Kommune har således respekteret den bundkote-rapport, som vores lokale Ryde Å Lav kom med i 2015 - og oprenset efter den samme år. Og selv om februar 2020 var den næstvådeste februar siden 1923 i mit område, har vi overhovedet ikke haft problemer med oversvømmelser.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I 2011 bøvlede vi i høsten en del med forsumpede arealer på grund af manglende grødeskæring, men herefter vedtog hele byrådet inklusive Enhedslisten at sætte 700.000 kr. af årligt til ekstra sommergrødeskæring på kritiske strækninger. Efter 2011 har kommunen opfordret til oprettelse af ålaug. Disse har ved hver eneste omgang vandrådsarbejde været inviteret til deltagelse i undervandrådet i Lolland Kommune (betalt af kommunen selv), hvor vi har kunnet fakta-tjekke vandløbene. Dermed er mange vandløb kommet ud af vandplanerne f.eks. på grund af blød bund, der ikke var registreret i statens data, hvormed det er nemmere at sikre afvanding ? men hvor vandløbene vel at mærke stadig er beskyttet af vandløbs- og oftest også af naturbeskyttelsesloven.

Problemet er - som også Bæredygtigt Landbrug har påpeget den seneste tid - at mange kommuner rundt omkring underkender lokale lodsejeres minutiøse og grundige arbejde med at påpege problemerne, herunder bundkote-rapporter betalt af de enkelte ålaug.

Kom venligst ind i kampen, kære kommuner - for jo, oprensning hjælper.