Regeringen har i dag aftalt en ny hjælpepakke til de små- og mellemstore virksomheder. Pakken skal hjælpe de virksomheder, der bliver ramt af de seneste tiltag for at bremse spredningen af coronavirus. Der er ikke kompensation til landbruget i pakken, skriver Agri Nord i en pressemeddelelse.

- Den hjælpepakke, der er kommet torsdag, tilgodeser først og fremmest de virksomheder, der er tvangslukkede. Det vil sige frisører, restauranter med videre, siger strategisk rådgiver i Agri Nord, Peter Møller.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han og kollegaerne har talt med mange landmænd, der vil vide, om der er hjælp til dem i den nye pakke.

- Der er umiddelbart ikke yderligere hjælp at hente i forhold til den forrige pakke, siger han.

Den første hjælpepakke, der kom, giver landmænd mulighed for at udskyde indbetaling af moms og B-skat, og hvis en ansat på et landbrug bliver syg som følge af coronavirussen, kan arbejdsgiveren få betaling for sygedagene allerede fra dag 1.

Landbruget ramt af følgevirkninger

Selvom landbruget ikke er direkte ramt af tvangslukninger eller andre tiltag, Regeringen har taget i forhold til at begrænse skaderne af Covid-19, så kommer coronakrisen på længere sigt til at påvirke landbruget.

Det vurderer Peter Møller.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi ser allerede, at olieprisen er styrtdykket, og så plejer kornprisen at følge med. Derudover er den lange rente steget fra en til to procent i grove træk, og det kommer til at påvirke landbruget, siger rådgiveren, der løbende følger med i, om der kommer yderligere tiltag, der kan hjælpe landbruget.

Minkavlere kan muligvis få kompensation

Hjælpepakken træder i kraft med tilbagevirkende kraft pr. 9. marts.

Virksomhedsrådgiver i Agri Nord, Jørgen Cæsar Jensen mener, at minkavlerne også bør kunne søge kompensation, selvom de blev ramt før denne dato.

De måtte lukke deres februar-auktion netop på grund af smitterisikoen ved deltagelse fra kinesiske opkøbere, og deres april-auktion bliver sikkert også aflyst.

- Vi er i fuld gang med at undersøge, om der er mulighed for at bringe ordningen i spil i forhold til minkavlerne, siger Jørgen Cæsar Jensen.