For mælkeproducent er mink en sidebeskæftigelse, da skindprisen ofte er på rutsjebanetur.

På Henrik Grønnes bedrift nær Vinderup er det mælken, der sørger for brød på bordet, mens minkavl i 32 år har haft plads ved siden at køerne trods rutsjebaneture i prisen på skind. Han er vant til, at minkavlen er en omskiftelig branche, og derfor vælger han at vurdere sin produktionen i 10 års perioder i stedet for blot at se på priserne fra år til år.

- Med de udsving priserne har haft gennem de seneste 30 år, tror jeg på, at det sagtens kan vende igen, så der igen bliver en fornuftig forretning i at producere skind. Jeg tror, vi har set bunden nu, og at priser igen begynder at kravle stille og roligt opad, siger han.

Det er for svært at køre to produktioner, hvor du er stor på begge dele

Henrik Grønne, minkavler

En prisstigning på skindene på fem til ti procent ser han som et absolut minimum for at omkostninger er dækket ind. Han har også set, at gennemsnittet på skindpriserne over de seneste 10 år har vist, at det stadig kan betale sig at have mink på lang sigt.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Vi ved ikke lige nu, hvordan skindprisen ligger, da der har været en forårsauktion endnu. Så vi ved ikke om sidste års produktion går i nul, eller om vi kommer til at tjene lidt på det, siger han.

32 år i branchen

Han begyndte i 1988 med en lille minkproduktion og opfedning af tyrekalve, men efter blot få år røg prisen på minkskind i bund. Her holdt Henrik Grønne hovedet koldt og med en voksende mælkeproduktion, har han kunnet holde skindet på næsen. I dag driver han og konen en produktion af 2400 minktæver og 350 køer.

Henrik Grønne havde under sin uddannelse til driftsleder på landbrugsskole set, hvordan prisen på minkskind var skudt i vejret. Det gav ham blod på tanden, og desuden havde han, udover uddannelsen, erfaring med landbrug fra sin opvækst.

- Jeg kommer fra en lille kvægfarm lige uden for Holstebro, så jeg har altid været vant til at arbejde på landet. Men det var for at prøve noget andet, at vi valgte at starte en produktion af mink, siger Henrik Grønne.

Inden han blev færdig med uddannelsen som driftsleder, var prisen på minkskind faldet, men lysten til at starte en produktion var stadig intakt.

Det virkede håbløst

Han har prøvet lidt af hvert over de seneste 32 år. I slutningen af 80'erne var det så skidt med skindprisen, at parret overvejede, hvordan de kunne rette op på økonomien.

- I 1991 havde vi på grund af de lave priser udvidet fra 24 og op til 250 minktæver. Med priserne dengang var vi ved at gå fallit. Vi satte gården til salg, for et eller andet skulle der ske. At have mink på det tidspunkt var helt håbløst, siger Henrik Grønne.

Hans far var dengang på vej på pension og tilbød, at sønnen kunne overtage de 25 køer, han ejede. Samtidig søgte Henrik Grønne mælkekvote på parrets 35 hektar, og købte ekstra 25 køer. De fik tildelt en mælkekvote på 10.000 kilo mælk pr. hektar. Siden da er mælkeproduktionen stille og roligt øget, og Henrik Grønne har siden dengang købt syv mindre ejendomme i lokalområdet. Alt dette var med til at redde økonomien.

Nu er bedriften på 280 hektar, hvoraf de har 160 hektar selv samt 120 hektar, som parret forpagter. De dyrker primært området med græs og majs, som også bliver brugt i det kompakte fuldfoder til køerne. Bedriften er hverken stor i forhold til antallet af minktæver eller som kvægbrug.

- Det er for svært at køre to produktioner, hvor du er stor på begge dele, siger Henrik Grønne.

Nyt mandskab

Foruden ham selv og hustruen er der tre ukrainske praktikanter på bedriften, en lettisk medarbejder og en dansker, der står for fodring af køerne. Han har gennem en årrække haft ukrainske folk på bedriften, som er ansat under en praktikantordning i et år ad gangen, inden et nyt hold kommer til bedriften.

- Gennem årerne har vi selv fundet ukrainske medarbejdere gennem mund til mund-metoden, men det er vi simpelthen kørt død i, siger han.

Han har gennem det sidste stykke tid ikke været helt tilfreds med de ukrainske medarbejdere, så nu er de gået igennem et bureau, der formidler filippinske medarbejdere. Det er det samme papirarbejde, han skal igennem, som med ukrainerne, og med de samme ansættelsesforhold. Han har afskrevet muligheden for at få EU-arbejdskraft fra Østeuropa.

- Flere af mine kolleger har svært at få fat i arbejdskraft fra Østeuropa. Jeg tror, der har noget at gøre med, at der begynder at være flere muligheder for arbejde i deres hjemlande, siger Henrik Grønne.