Dagens afgrødekommentar fra Jyske Markets: Den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs var i går ude med en anbefaling om, at det bedste sted at ligge kort iblandt landbrugsvarerne er på maj terminen i den amerikanske majs. Den negative anbefaling satte sig straks i prisen, som efterfølgende faldt i omegnen af tre procent. Den amerikanske investeringsbank forventer således, at de negative effekter af coronavirus vil ramme især efterspørgsel negativt på majsen, som både bruges som foder, men også i forbindelse med produktion af biobrændsel. Med en lav oliepris, kombineret med en forventning om faldende brændstofforbrug, som følge af diverse regeringers tiltag for at komme coronavirus til livs, så vil effekterne i majsen blot blive større som tiden den går. De nyeste tiltag går også mere i retning af nedlukning af restaurationer mm., hvilket ultimativt får negativ indflydelse på forbruget af kød, og dermed også foder. Desuden ser vi efterhånden, at den "gamle" høst handler i omegnen af 15 dollars lavere end den nye, og det vil alt andet lige bevirke, at sælgerne vil være tilbageholdende med at smide varer på hylderne.

Manglende nedbør i Brasilien og Argentina begynder så småt at skabe ændrede forventninger til produktionen, og i går var amerikanske Soybean and Corn Advisor LLC ude med en nedjustering af deres forventninger til produktionen hos de to store producenter, med i alt 5 millioner tons på sojabønner. To af de fem millioner af faldet kan henføres til en vigende brasiliansk produktion, som forventes at ende i niveauet 123 millioner, mens de resterende tre millioner skyldes faldende produktion i Argentina. Der er her tale om et fald i den forventede produktion i omegnen af fem procent, og altså ganske betragteligt. Hvor denne nyhed var med til at holde en hånd under priserne, så var det Brasilianske landbrugsministerium ude med et forecast, som melder om hårdt tiltrængt regn de næste par dage. I samme omgang nedjusterede rådgivningshuset også deres forventning til den argentinske majs produktion med to millioner tons.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den europæiske raps genvandt lidt af det tabte terræn i går, hvor priserne steg med godt to procent uden nævneværdige nyheder. Bevægelsen i dag er således nok en modreaktion på en periode med faldende priser.