Dagens afgrødekommentar fra Jyske Markets: De globale markeder fortsætter deres deroute, og de amerikanske aktier faldt endnu en dag med ti procent. I samme størrelsesorden var faldene på oliemarkederne, som lukkede dagen lige under den psykologisk vigtige grænse i $ 30 pr. tønde. Priserne begynder så småt at nærme sig den bund, som blev etableret med OPEC+ Alliancens opgør med den tidligere kamp om markedsandele, som blev afsluttet tilbage i 2016 - og måske genoptaget med sammenbruddet af forhandlingerne i slutningen af forrige uge. Den dårlige stemning forplanter sig ned igennem samtlige risikoaktiver, og der blev også solgt ud blandt landbrugsvarerne. Sojabønner og majs faldt begge med tre procent, mens den amerikanske hvede faldt med det halve. Et godt tegn på, at markedsdeltagerne er godt i gang med at inddiskontere en pæn afmatning af den globale økonomi som følge af den globale pandemi som coronavirus har forårsaget. På trods af, at disse produkter nok er blandt de sidste, hvor efterspørgslen bliver offer for pandemien, så bliver de også ramt i et marked, hvor fundamentalerne er trådt ud af kraft og bevægelserne i højere grad dikteres af følelser end fornuft. Det betyder efterhånden mindre og mindre, hvorvidt den brasilianske høst stiger med endnu en million tons, ift. de uoverskuelige effekter COVID-19 potentielt får for verden nu, hvor de fleste efterhånden har lukket sig inde om sig selv.

Den hårde nedtur for de globale oliemarkeder har efterhånden også sat sine tydelige spor i de vegetabilske olier. Den europæiske raps fik en hård medfart i gårsdagens handel, med et fald på intet mindre end 4,8% for maj kontrakten, som nu er faldet med tyve procent siden toppen tilbage i starten af januar. Rapsfrø udgør 68% af den globale produktion af biodiesel, og det kan være svært at se en vending her, før vi for alvor ser korrektioner i olieprisen. Marginerne hos producenterne får allerede alarmklokkerne til at ringe, og det er spørgsmål om tid, eller politiske tiltag, førend producenterne kommer til at mærke konsekvenserne af den lave oliepris. Blandt de øvrige vegetabilske olier blev der også solgt ud af sojaolien, som faldt med mere end fem procent, og palmeolien som i løbet af morgenen faldt med 2%