Dagens afgrødekommentar fra Jyske Markets: Nedlukningen af Danmark vise sig hurtigt blot at være det næste land i rækken, som mere eller mindre har lukket deres grænser ned i forbindelse med den globale pandemi som efterhånden har spredt sig over det meste af kloden. Donald Trump erklærede fredag aften dansk tid national undtagelsestilstand, hvilket betyder, at der blandt frigives hen imod 50 mia. dollars til bekæmpelse af coronavirus, screening af patienter mm. Erklæringen betød at markederne endte en dag i den helt store rutsjebane med en formidabel slutspurt. De amerikanske aktier lukkede således dagen med en stigning på 10 procent, efter at have været både oppe med 5 procent og tilbage i nul inden da. Det vidner om den store usikkerhed der hviler i markedet for tiden, og at hver en udmelding bliver nøje målt og vejet. Den positive stemning fra USA i fredags fortsætter dog ikke her i de tidlige morgentimer, hvor både aktier og olien peger pilen ned af. Palmeolien falder med en lille procent, og er nu tilbage i niveauet fra oktober 2019.

På trods af faldende råvarepriser generelt, så var der et lille lyspunkt i den europæiske møllehvede, som torsdag oplevede stigende priser - i modsætning til resten af markedet. Fredagen startede også ud med positivt fortegn, om end luften gik ud af ballonen i løbet af dagen, og priserne endte hvor de startede. De positive takter i hveden skal ses i lyset af, at franske Strategie Grains i torsdags nedjusterede deres forventninger til den europæiske hvedeproduktion for den kommende sæson med 1,4 procent, til 136,7 mio. tons. Nedjusteringen tilskrives de betydelige mængder nedbør, som har ramt Europa ind til videre, og det giver nu anledning til, at der kan skubbes lidt til den aktuelle forsyningsbalance. På den anden side skal vi naturligvis huske, at der samtidig er udsigt til en meget stor russisk hvedehøst, hvilket kan være med til at skubbe tingene i den anden retning. Vejrmarkederne vil med stor sandsynlighed blive et tema den kommende periode, og skal selvfølgelig hele tiden sættes i relief til den usikkerhed, der hersker om efterspørgselssituationen nu hvor det ene land efter det andet lukker ned, i højere eller mindre grad.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Olien fortsætter også de vilde udsving, og handlede i fredags igen med udsving på hen imod ti procent. Først stigende, så faldende, for derefter at stige, og så at slutte dagen af med at falde tilbage igen. Noget kunne tyde på, at usikkerheden blandt markedsdeltagerne er på sit højeste.