Som følge af regerings udmelding vedrørende håndteringen af Covid-19 opfordrer ledelsen af Veganerpartiet alle frivillige til at stoppe fysiske indsamlinger af vælgererklæringer i det offentlige rum, skriver Veganerpartiet i en pressemeddelelse.

- Vi møder dagligt utrolig mange mennesker i løbet af en dag. Dette inkluderer også håndtryk, highfives og sporadiske nys, fortæller forperson for Veganerpartiet, Michael Monberg, og fortsætter:

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Det er utrolig hårdt at samle vælgererklæringer, og det kræver, at man taler med rigtig mange mennesker på gaden eller i offentlige rum. Dette er imidlertid ikke forsvarligt at fortsætte med under corona-pandemien.

Partiet er nu i stedet nødt til at fokusere på udelukkende at samle vælgererklæringer gennem sociale medier og gennem kampagner.

- Det bliver mere udfordrende at samle vælgererklæringer, men vores frivillige har flere gange vist sig som omstillingsparate og handlingskraftige. Jeg er fortrøstningsfuld, fortæller Michael Monberg i pressemeddelelsen.

Samtidig understreger han til slut, at han ikke anfægter eller kritiserer myndighedernes beslutning:

- Ingen er bedre i stand til at tage den beslutning end vores myndigheder. Jeg støtter naturligvis op om det øgede sikkerhedsniveau, og vi vil ikke selv lave en eller anden vurdering. Det har vi heldigvis eksperter i sygdomsudbrud til.