Danmarks andet største slagteri Tican Fresh Meat A/S med base i Thisted er foreløbig ikke blevet ramt på hverken produktion eller leverancer som følge af situationen omkring coronavirus.

- Vi har en god lagerkapacitet, der sikrer os en uændret produktion i hvert fald de næste to uger, og vi har ikke modtaget meldinger fra underleverandører om eventuelle leverancesvigt. Dette har vi også meldt ud til vores svineleverandører, oplyser direktør Niels Jørgen Villesen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tican Fresh Meat hører under den tyske Tönnies-koncern og producerer og sælger fersk og frosset svinekød til detail- og industrikunder med speciale i svineslagtning, opskæring og udbening.

- Internt har vi selvfølgelig også taget de nødvendige forholdsregler for at begrænse smittespredningen. Vi har hjemsendt alle medarbejdere, der kan arbejde hjemme og aflyst alle unødvendige møder. Desuden har vi - blandt flere andre tiltag - indført regler for ophold i kantine og afvikling af pauser, siger Niels Jørgen Villesen.

Tican Fresh Meat producerer årligt 3,4 millioner grise.