Landbrugsstyrelsen har valgt at følge regeringens anbefaling om, at alle offentlige ansatte, som ikke varetager kritiske opgaver, arbejder hjemmefra eller sendes hjem i de kommende to uger, skriver Landbrugsstyrelsen i en pressemeddelelse.

Der er dog en række funktioner, hvor Landbrugsstyrelsen vurderer, at der fortsat skal være medarbejdere til stede. Det vil blandt andet stadig være muligt for landmænd og konsulenter at ringe til Landbrugsstyrelsens kundecenter. Samtidig vil der stadig være medarbejdere til at udstede plantesundhedscertifikater til eksport, behandle import- og eksportlicenser og foretage importkontrol af for eksempel frugt, grønt, planter og frø i lufthavnene og i havne, samt ved de virksomheder der har behov for forskudt importkontrol.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har besluttet, at vi er nødt til at holde nogle linjer åbne, selvom det kommer til at køre på mindre blus end normalt. Lige nu kører vores store ansøgningsrunden, hvor mange tusinde landmænd søger om tilskud. Vi vil gøre alt, hvad vi kan for, at landmænd og konsulenter fortsat kan søge - også hvis det bliver hjemmefra. Derfor kan man fortsat ringe til vores kundecenter, ligesom vi har IT-folk på arbejde, som kan rette eventuelle fejl i systemet. Vi ved, at det bliver udfordrende for både os og landbrugskonsulenterne, som sidder og arbejder i nogle af vores tunge systemer. Vi vil holde en tæt dialog med erhvervet i de kommende to uger, siger direktør i Landbrugsstyrelsen Jette Petersen.

Lige nu er ansøgningsrunden til fem af Landbrugsstyrelsens største støtteordninger åben. I alt kan cirka 40.000 landmænd søge om seks mia. støttekroner. For at sikre en stabil IT-drift i de kommende to uger vil der hele tiden være IT-medarbejdere på arbejde.

- De fleste af vores medarbejdere kan arbejde hjemmefra, men situationen vil betyde, at der er en række opgaver, som vi ikke kan løse på nuværende tidspunkt. Konkret kommer vi ikke til at udføre fysiske kontroller på bedrifter, og det vil betyde, at vi ikke kan sagsbehandle i det tempo, som vi normalt gør, og nogle ordninger vil blive ramt af det. Vi gør alt, hvad vi kan for, at vores kunder mærker det mindst muligt, siger Jette Petersen.

Som følge af regeringens anbefaling udfører Landbrugsstyrelsen fra i dag og foreløbigt i to uger ingen fysiske kontroller bortset fra de ovennævnte på frø- og planteområdet.

Landbrugsstyrelsen følger situationen nøje og vurderer løbende, om der er behov for at justere og vil kommunikere ved behov.