Storbritannien forlod EU den 31. januar i år, men samarbejde, handel og transport kan fortsætte som hidtil resten af 2020. Derefter er det fortsat uvist, hvad der sker, men Esbjerg Havn er gjort klar til at kunne håndtere alle mulige udfald.

Længe så det ud til at blive et hårdt Brexit, men i sidste øjeblik lykkedes det EU og Storbritannien at blive enige om en udtrædelsesaftale. Den er godt nyt for industri og virksomheder, fordi den betyder, at al handel mellem EU og Storbritannien fortsætter på samme vilkår som hidtil, skriver Esbjerg Havn.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Overgangsordningen løber året ud, og den betyder konkret, at rutinerne på Esbjerg Havn fortsætter i vanlig stil. Det bekræfter Maren Holm Johansen, som er handelsdirektør i Toldstyrelsen:

- Jeg kan med ro i stemmen sige, at reglerne for samhandel mellem EU og Storbritannien forbliver uændrede i overgangsperioden. På den front er det business as usual. Det er ingen hemmelighed, at der har været tvivl om konsekvenserne af Brexit, og den tvivl vil vi gerne mane i jorden, så handlen mellem Storbritannien og Danmark fortsat kan foregå smidigt, Maren holm Johansen.

Ingen veterinær grænsekontrol

Også hos Fødevarestyrelsen er meldingen, at alt fortsætter som hidtil resten af året. Her var der ellers udsigt til en veterinær grænsekontrol per 1. februar, hvis ikke aftalen var faldet på plads. De planer er nu sat på pause, forklarer Anna Cecilie de Klauman, som er kontorchef i Center for Internationalt Samarbejde i Fødevarestyrelsen.

- Vi betragter varer fra Storbritannien som EU-varer i overgangsperioden. Det vil sige, at danske fødevarevirksomheder kan forsætte handlen med Storbritannien på eksisterende og sædvanlige vilkår til og med udgangen af 2020.

Toldstyrelsen har i forbindelse med Brexit oprustet med 40 toldere på landsplan, og i Esbjerg er kontorerne udvidet, og bemandingen opjusteret fra fire til syv medarbejdere.