Som mediehus har FBG Mediers medarbejdere normalt en udadvendt rolle med deltagelse i messer og pressemøder i ind- og udland med stor rejseaktivitet til følge.

Men spredningen af Corona-virus i Europa betyder nu aflysning af flere store, internationale events, eksempelvis verdens største bilmesse i Schweitz. Og nogle steder er der indført restriktioner på, hvor mange mennesker, der må samles ét sted på grund af risikoen for smittespredning, når mange mennesker samles.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Set i lyset af den aktuelle udvikling med hastig spredning af Corona-virus i mange europæiske lande, herunder Danmark, har FBG Medier i lighed med andre mediehuse og virksomheder besluttet indtil videre at stoppe al tjenstlig rejseaktivitet og droppe deltagelse i større messer og presseevents i ind- og udland.

Det sker for ikke at medvirke til spredning af smitte mellem forretningsforbindelser, medarbejdere og deres familier.

Maskinbladet vil fortsat aktivt dække en række begivenheder, hvor risikoen for smittespredning er minimal.

Og Maskinbladet vil fortsat gøre sit yderste for holde læserne opdaterede ved at følge nyhedsudviklingen ad andre kanaler, og vores ambition er, at vi kan sikre en fortsat stor og relevant nyhedsstrøm.