Hvordan gør vi fødevareproduktion bæredygtig og klimavenlig i en tid, hvor klimaforandringerne allerede er tydelige?

Det var det spørgsmål, som en række interessenter forsøgte at diskutere sig frem til et svar på, da der tirsdag var klimaseminar på Københavns Universitet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Her var flere hundrede deltagere fra hele verden mødt op for at finde svar og stille spørgsmål. Blandt oplægsholderne var forskere og direktører fra flere interessenter.

Samarbejde er vejen frem

I sit oplæg opfordrede Landbrug og Fødevarers direktør Anne Arhnung til, at man ser på mulighederne og står sammen om at finde klimavenlige løsninger.

- Vi kan ikke gøre det alene, men sammen kan vi alting, lød det fra Anne Arhnung, der benyttede lejligheden til at fortælle om nogle af de danske eksempler på løsninger.

- Vi gik sammen med den danske NGO for naturbeskyttelse, Danmarks Naturfredningsforening, og lagde pres på politikerne for at få midler til at få udtaget 100.000 hektar kulstofrig lavbundsjord til at omlægge til natur. Vi havde et fælles mål, sagde Anne Arhnung. Hun nævnte også samarbejdet Dansk Protein Innovation, som leder efter proteinholdige løsninger på foder til husdyrproduktionen og fødevarer, som skal mindske klimabelastningen.

Landbrug og Fødevarer var medarrangører af seminaret, der trak deltagere fra hele verden inden for produktion, erhvervsliv, interesseorganisationer, sociale fællesskaber, samt forskere og studerende.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Postkort fra fremtiden

Blandt oplægsholderne til dagens seminar var blandt andre direktøren for det australske forskningscenter for international landbrugsproduktion, og han viste fotos fra skovbrandene, som han kaldte "et postkort fra fremtiden".

- Det er et eksempel på det, som andre lande kan se frem til med klimaforandringerne, sagde Andrew Campbell, CEO, Australian Centre for International Agricultural Research (ACIAR).

Anne Arhnung nævnte også de danske landmænds nylige erfaringer med klimaforandringerne, hvor især denne meget våde vinter giver udfordringer.

- Det viser, hvor svært det er at være landmand under de forandringer, der allerede er, sagde hun.

Lad os tale løsninger

For at Landbrug og Fødevarers klimavision om at være klimaneutrale i 2050 skal kunne nås, skal der findes løsninger, som Anne Arhnung erkendte ikke er fundet endnu. Men hun opfordrede den internationale forsamling til klimaseminaret til, at man anser landbruget som en partner i at finde de klimavenlige løsninger.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Landbruget er en del af løsningen. Las os tale løsninger, lad os tale udvikling. Lad os lade være med at lukke produktioner ned. Løsningen skal findes i forskning og innovation, sagde hun.

Klimaseminaret var arrangeret af The CGIAR Research Program on Climate Change, Agriculture and Food Security (CCAFS) i samarbejde med Landbrug og Fødevarer og Københavns Universitet.